Valuta: Dollarsvækkelse tiltager efter øget tro på rentepause - yen presses ligeledes

Udgivet den 06-11-2023  |  kl. 13:12  |  

Fredages tal fra det amerikanske arbejdsmarked tynger fortsat dollar. Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag middag i 104,92, som er det laveste niveau siden midten af september.

Det er forventningerne til, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er færdig med at hæve renterne, som tynger dollar.

Analytikere fra JPMorgan vurderer dog, at et vedvarende udsalg af dollar vil kræve tegn på forbedringer i eurozonen, Kina og andre økonomier, som "stadig er svage". Og de seneste data fra Kina og Europa bekræfter det.

90 pct. af markedet vurderer nu, at den amerikanske centralbank er færdig med at skrue renten op. Og 86 pct. ser en chance for, at den første politiske lempelse ville komme så snart som juni.

Med hensyn til Den Europæiske Centralbank hælder 80 pct. til, at den vil sænke renten til april, skriver Reuters.

- Vi siger altid, at dårlige nyheder er gode nyheder, siger Tina Teng, markedsanalytiker hos CMC Markets, til Reuters.

- Så det er godt, at det nu ser ud til, at Federal Reserve og andre centralbanker afslutter renteforhøjelsescyklussen hurtigere end ventet, siger hun.

Tina Teng regner med, at dollar ville præstere svagere gennem november.

Medvirkende til svækkelsen i sidste uge var også den bedste uge for aktier i et år, hvilket fik investorerne til at søge ud af den sikre dollar for at få del i aktiestigninger også i udlandet.

En dollar koster mandag middag 1,0748 euro mod 1,0732 euro fredag eftermiddag ved 17-tiden.

Også yen er svækket yderlig til 149,61 yen per dollar mod 149,53 yen mandag morgen og 149,36 yen fredag eftermiddag.

Dane Cekov, seniorvalutastrateg hos Nordea, vurderer, at yen sandsynligvis skal ligge omkring de 155 yen per dollar, inden en intervention overvejes.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Intraday❯  Forex❯