Valuta: Euro dykker til laveste niveau i år på Cypern-løsning
Euro er i fokus på de internationale valutamarkeder mandag morgen.
Investorerne flygter fra den fælles valuta, efter at eurozonens finansministre og IMF natten til lørdag blev enige om en redningsplan for Cyperns hårdt pressede økonomi. For redningsplanen indeholder en hidtil uset skat på indskud i banker, hvilket barberer op til 10 pct. af indskydernes indeståender.
Euro koster mandag morgen 1,2910 dollar og 122,20 yen. Fredag eftermiddag kostede euro 1,3080 dollar og 124,80 yen. Dolalr koster samtidig 94,65 yen mod 95,30 yen fredag eftermiddag ved 17-tiden.
Den kontroversielle skat på indskydernes indestående i de cypriotiske banker får investorerne til at frygte for et stormløb på banker i hele eurozonen, men især de sydeuropæiske banker står i farezonen.
- Bekymringen går på, at denne her redningsplan er blevet påtvunget indskyderne, den beskatter dem, og tvinger dem til ufrivilligt at betale for redningen. Hvis dette er en skabelon for fremtidige redningspakker, så det bekymrende for nogen af de større lande, der kan blive tvunget til at gå samme vej. Det påvirker ikke bare euro - det påvirker risikoappetitten i almindelighed, siger strateg Imre Speizer fra Westpac Banking i Auckland, New Zealand, til Bloomberg News.
Det cypriotiske parlament skal ratificere hjælpepakken, men politikerne måtte søndag udsætte debatten, da den kontroversielle afgift på indlån har ophidset flere partier den lovgivende forsamling. Debatten er nu ifølge Cyperns nyhedsbureau CNA udskudt til mandag eftermiddag.
Den kommende indlånsafgift fik lørdag cyprioterne til at flokkes om bankernes hæveautomater for at trække penge ud af pengeinstitutter og dermed undgå den omdiskuterede afgift.
De cypriotiske banker kan ikke åbne, før hjælpepakken er ratificeret. Mandag er imidlertid helligdag i Cypern, men ifølge cypriotisk stats-tv kan det komme på tale, at tirsdag bliver erklæret bankhelligdag, hvis forhandlingerne stadig står på.
Vilkårene for den cypriotiske redningsplan er negativ for indskydere i hele Europa. Og det kan skade kreditvurderingen af bankerne i hele regionen, vurderer Moodys Investors Service ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk