Valuta: Euro styrket op til og efter tysk forventningsindeks

Udgivet den 11-08-2020  |  kl. 14:01  |  

Den fælleseuropæiske valuta, euro, blev styrket styrket tirsdag efter offentliggørelsen af overraskende gode forventninger til fremtiden hos de tyske finansielle aktører, afspejlet i det såkaldte ZEX-indeks.

Tirsdag middag bliver euro handlet i 1,1800 dollar mod 1,1742 dollar per euro mandag eftermiddag kl. 17. Tirsdag morgen skulle der 1,1722 dollar til at købe en euro. Derfra styrkedes euro.

Overordnet set indeholdt ZEW-indekset både godt og skidt på samme tid, men markedet valgte at fokusere på en overraskende stigning i forventningerne til fremtiden.

Forventningsindekset for august steg til 71,5 fra 59,3 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til 55,8.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt til minus 81,3 fra minus 80,9. Konsensus var ifølge Bloomberg en pæn stigning til minus 69,5.

Anders Christian Overvad, der er økonom i Arbejdernes Landsbank, vurderer, at covid-19 har ramt økonomien hårdt, men at der også er en forventning om, at tilbageslaget bliver kortvarigt.

- Vi er optimistiske på den tyske økonomi, men der er også flere iboende risici, som vi ikke kan ignorere. Coronakrisen kom på et dårligt tidspunkt for den tyske økonomi, der op til krisens indtræden havde stået mere eller mindre stille i et år, lyder det fra Anders Christian Overvad.

Dollar ligger tirsdag middag i 106,02 yen per dollar mod 106,18 yen mandag eftermiddag.

Pund koster 1,3126 dollar mod 1,3026 dollar mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder