Valuta: Euro svækket af Draghi-kommentarer
Euroen svækkes tidligt mandag overfor yen og dollar, efter at den europæiske centralbanks direktør, Mario Draghi, udtalte, at euroen har behov for yderligere understøttende stimulus.
Det skriver Bloomberg News.
Mario Draghis udtalelser fandt genklang hos flere europæiske centralbankfolk og politikere på weekendens møder i IMF og Verdensbanken, hvilket har givet yderligere næring til forventningen om, at ECB vil give sig i kast med tiltag, der skal støtte vækst og hæve inflationen i eurozonen.
- Euroens nuværende styrke bekymrer centralbanken. Debatten drejer sig om, hvorvidt yderligere lempelser er nødvendige, og om hvorvidt ECB skal købe op eller bruge negative renter i forsøget på at ændre kursen, udtaler Mansoor Mohi-Uddin, valutastrateg i UBS, til Bloomberg News.
I denne uge ser valutamarkederne frem mod to taler fra Feds Janet Yellen, hvoraf den første finder sted på tirsdagens konference om finansielle markeder i USA. Yellens tale vil blive gransket nøje på tegn efter, hvornår renterne kan stige.
- Yellen kunne kun overraske markederne ved at vende sit sprog til at være mindre mildt hvad angår renterne, hvilket vi ser som usandsynligt på baggrund af referatet fra seneste rentemøde, udtaler Richard Cochinos, valutachef i Americas Group, til Bloomberg.
Euro koster mandag morgen 1,3854 dollar og 140,70 yen, mens en dollar står i 101,57 yen. Fredag ved 17-tiden kostede en euro 1,3887 dollar og 141,14 yen, mens en dollar kostede 101,63 yen.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk