Valuta: Faldende amerikanske renter presser dollar i knæ

Udgivet den 26-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Valutamarkedet i Asien er mærkbart påvirket af fredagens ualmindeligt klare indikationer om kommende rentenedsættelser fra den amerikansk centralbank, Federal Reserve.

Det sender amerikanske dollar i torvene, mens yen, euro og især sterling styrkes til niveauer, som næste var glemt i de til tider forholdsvis korttidsdominerede finansmarkeder.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger mandag morgen i 100,63 mod 100,89 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 102,46 sidste mandag.

Det er det svageste niveau siden juli sidste år og tæt på niveauet fra foråret 2022, da Federal Reserve måtte bide i det sure æble og indrømme, at de foregående mange måneders vurdering af, at det voldsomt stigende inflation var midlertidig, var en eklatant fejl.

Det blev startskuddet på en lang række pengepolitiske stramninger med ti renteforhøjelser i træk, der derefter blev afbrudt af en enkelt pause inden renteskruen igen blev strammet til det nuværende niveau på 5,25-5,50 pct.

CENTRALBANKCHEF SKYDER RENTEREDUKTIONER I GANG

Svækkelsen kommer, efter at Federal Reserve-topchef Jerome Powell brugte det årlige centralbank-symposium i Jackson Hole som springbræt til at bekræfte forventningerne til, at renten bliver reduceret på det næste pengepolitiske møde i centralbanken i midten af september.

- Tiden er kommet, lød det fra Jerome Powell i et for en centralbankchefs bemærkelsesværdig klart budskab uden forbehold for gradvise nedsættelser eller behov for flere data, som ellers har præget kommunikationen fra flere af Powells kollegaer i chefgruppen i optakten til symposiet.

Og reaktionen var klar - renterne faldt markant i såvel den korte som den lange ende, med en naturlig svækkelse af dollar til følge.

- Powell brugte et stærkere sprog fredag end kollegerne. Der var et bemærkelsesværdigt fravær af forbehold såsom "gradvis" og "trinvis", som sandsynligvis er det, der begejstrede markeder, siger cheføkonom Tapas Strickland fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.

Det vurderes at åbne for at en større rentenedsættelse end de gængse 0,25 pct.point, der normalt forventes fra Federal Open Market Committee, FOMC, der er den amerikanske centralbanks renteudvalg.

Markedet forventer nu enstemmigt, at FOMC starter lempelsescyklussen i midten af september, med hele 37 pct. sandsynlighed for en rentereduktion på 50 basispoint, ifølge CME Groups FedWatch.

Udsigten til amerikanske rentenedsættelser øger samtidig sandsynligheden for, at Den Europæiske Centralbank leverer endnu en rentenedsættelse på næste møde, der finder sted få dage før FOMC træder samme i Washington.

JAPANSKE YEN FINDER FODFÆSTE

Lavere amerikanske renter kombineret med højere japanske ditto styrker den i forvejen markant styrkede yen yderligere.

Centralbankchef Kazuo Ueda fastholdt fredag i en redegørelse over for parlamentet i Tokyo, at Bank of Japan er klar til at hæve renten, hvis økonomien og prisudviklingen bevæger sig i tråd med bankens prognoser.

Samtidig nedtonede han betydningen af den kraftige markedsuro, der blev katalyseret af den overraskende renteforhøjelse i juli, og som var anledning til parlamentets særlige samling, som blev indkaldt på baggrund af kritik af centralbankens ageren.

Dollar koster mandag morgen 143,88 yen mod 145,21 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,1187 dollar mod 1,1175 dollar fredag eftermiddag, mens pund koster 1,3208 dollar mod 1,3188 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯