Valuta: Gældsloft, høj inflation og fortsat solid økonomi bag stærk dollar

Udgivet den 26-05-2023  |  kl. 06:32  |  

De seneste dages styrkelse af amerikanske dollar fastholdes fredag morgen, hvor den fortsatte frygt for effekten af en amerikansk betalingsstandsning, hvis ikke gældsloftet bliver hævet, hænger over investorerne.

Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen ved 5-tiden i 104,11 mod 104,15 torsdag eftermiddag.

Indekset er steget 1 pct. over ugen og har kurs mod den tredje ugentlig stigning, efter at markedet har øget forventningen til, hvor meget de amerikanske renter vil stige yderligere.

Torsdag blev styrken af USA's økonomi understreget af data for væksten i USA i første kvartal, der viste 1,3 pct. målt i forhold til kvartalet før og højere end analytikernes forventninger på 1,1 pct.

Priskomponenten - PCE-prisindekset - voksede samtidig 5,0 pct. i forhold til de ventede 4,9 pct., hvilket peger på fortsat høj, og fortsat for høj, inflation.

Sideløbende har udtalelser fra fremtrædende medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bestyrket finansmarkedet i, at forbundsbankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC) endnu ikke er færdig med at stramme pengepolitikken for at få inflationen under kontrol.

- Seneste bevægelser i valutaer er hovedsageligt drevet af en skarp omvurdering af FOMC's politik, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reutes..

Dertil kommer så nervøsiteten over gældsloftsforhandlinger mellem præsident Joe Biden og den republikanske topforhandler, Kevin McCarthy, fortsætter med at kaste en skygge over markedsstemningen, med mindre end en uge tilbage til den 1. juni, hvor den amerikanske regeringen venter ikke at være i stand til at dække sine betalingsforpligtelser.

- Selvom sandsynligheden for en teknisk misligholdelse er meget lav, ser den ud til at være væsentligt højere end ved tidligere gældsloft-problematikker på grund af det nuværende politiske landskab, siger chefanalytiker Jake Jolly fra BNY Mellon Investment Management ifølge REuters.

Pengemarkederne prissætter nu en sandsynlighed på omkring 52 pct. for, at Federal Reserve vil komme med endnu en renteforhøjelse på 25 basispoint på det pengepolitiske møde i næste måned, sammenlignet med en sandsynlighed på 36 pct. for blot en uge siden, ifølge CME FedWatch.

Samtidig er forventningerne til, at forbundsbanken vil begynde at sænke renten i år blevet skruet markant ned.

Dollar koster fredag morgen 139,85 yen mod 139,78 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Euro koster samtidig 1,0735 dollar mod 1,0729 dollar torsdag eftermiddag, og pund sterling koster 1,2330 dollar mod 1,2345 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯