Valuta: Markedet er gået i venteposition

Udgivet den 04-06-2014  |  kl. 07:02  |  

De internationale valutamarkeder befinder sig fortsat i venteposition onsdag morgen. Markedet bevæger sig mere eller mindre sidelæns, mens handlere og investorer holder sig stærkt tilbage fra at tage nye initiativer før dagens første indikationer fra det amerikanske arbejdsmarked og torsdagens pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank.

- Hvis de økonomiske data fra USA forsat er stærke, kommer vi nok til at se se en jævn stigning i T-bond-renterne, hvilket vil støtte dollar over for yen. Det bliver svært for Draghi at svække euroen yderligere på torsdagens møde, fordi en masse forventede nye pengepolitiske lempelser allerede er indprisset, siger valutastrateg Yujiro Goto fra Nomura International i London til Bloomberg News.

De amerikanske renter for den toneangivende T-bond med 10 års løbetid er steget 11 basispoint siden weekenden, hvilket har sendt dollar en anelse højere mod yen. Euro holder sig derimod stadig tæt til 1,36 dollar-niveauet.

Onsdag morgen koster euro 1,3610 dollar og 139,95 yen, mens en dollar står i 102,80 yen. Tirsdag eftermiddag stod euro i 1,3630 dollar og 139,10 yen, mens en dollar kostede 102,40 yen.

Tirsdagens europæiske inflationsdata viste igen mindre prisstigninger end ventet i euroområdet. Sølle 0,5 pct. blev det til i maj mod 0,7 pct. i april. Økonomerne havde ventet en inflationstakt på 0,6 pct. Det var ottende måned i træk, at inflationen var under 1 pct. og dermed langt under ECBs målsætning om at holde prisstigningerne tæt på og lige under 2 pct.

Centralbankchef Mario Draghi vil sandsynligvis også signalere, at en rentenedsættelse i denne uge ikke nødvendigvis vil være den sidste. Det oplyser to kilder i ECB ifølge Bloomberg News.

ECB kæmper en langvarig kamp mod lav inflation, der truer med at afspore eurozonens spirende økonomiske opsving. ECBs Styrelsesråd holder muligheden for en pakke af foranstaltninger i baghånden - foranstaltninger, der også kan omfatte likviditetsindsprøjtninger betinget af øget udlån til virksomhederne.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder