Valuta: Negative effekter af stærk dollar anerkendes fra officielt hold

Udgivet den 18-04-2024  |  kl. 06:22  |  

Amerikanske dollar følger slavisk de amerikanske statsobligationsrenter, og torsdag morgen betyder det en svækket dollar efter et mindre rentefald siden onsdag eftermiddag.

Men den relative styrke af den amerikanske valuta er intakt, efter at en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fordamper i horisonten, mens de negative effekter på asiatiske valutaer nu anerkendes fra officielt amerikansk hold.

På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, handles den amerikanske valuta torsdag morgen i 105,88 mod 106,24 onsdag ved 17-tiden.

Kommentarer fra Federal Reserves topfolk har cementeret forventningen om, at de restriktive monetære forhold vil fortsætte et godt stykke tid endnu.

Federal Reserve-guvernør Michelle Bowman sagde onsdag, at fremskridtene med at bremse den amerikanske inflation måske er gået i stå, og at det fortsat er et åbent spørgsmål, om renterne er høje nok til at sikre, at inflationen vender tilbage til centralbankens 2 pct. inflationsmål.

- Efter vores mening vil det kræve en række lavere forbrugerprisaflæsninger for FOMC at sænke renten i september, siger seniorøkonom Kristina Clifton fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

FOMC er den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee, hvor Michelle Bowman er permanent medlem med stemmeret.

Dollar er styrket markant i de seneste uger, i takt med at renterne er skubbet op af solide amerikanske økonomiske data og ikke mindst vedvarende inflationsindikationer, der har spoleret forventningerne om rentereduktioner på kort sigt.

Styrkelse af den amerikanske valuta har kastet en skygge på tværs af de finansielle markeder og holder japanske yen i en skruestik, som end ikke skingre advarsler om intervention fra officielt hold kan vriste den ud af.

Også andre valutaer i vækstmarkedsøkonomier er under pres fra den stærke dollar og senest har den amerikanske finansminister, Janet Yellen, taget bekymringerne over kraftige fald i valutakurserne i både Japan og Sydkorea til efterretning i en fælles erklæring efter et trilateralt finansmøde mellem Yellen og hendes japanske og sydkoreanske kolleger, Japans finansminister Shunichi Suzuki og den koreanske finansminister Choi Sang-mok.

Parterne vil "fortsætte med at rådføre sig tæt om udviklingen på valutamarkedet i overensstemmelse med vores eksisterende G-20-forpligtelser, samtidig med at vi anerkender Japans og Sydkoreas alvorlige bekymring over den seneste kraftige depreciering af den japanske yen og den koreanske won".

Når markedsdeltagerne læser mellem linjerne, antyder meldingen, at USA vil tolerere indgreb i markedet.

- USA har effektivt givet et positivt nik til intervention. Det øger spekulationerne om, at en koordineret intervention er en mulighed, siger strateg Keiichi Iguchi fra Resona Holdings i Tokyo.

Markedsdeltagere har de sidste dage hævet overliggeren for eventuelle indgreb fra de japanske myndigheder til støtte for yen, og nu peges der på 155 yen per dollar niveauet, hvor der tidligere var fokus på 152 yen per dollar, der var det seneste interventionsniveau.

- Faldet i dollar/yen fra knap 155 natten over kan være den slags opmuntring, som de japanske valutamyndigheder leder efter, for at genoptage den verbale støtte til yen, siger analytiker Tony Sycamore fra IG Asia i Singapore til Reuters.

Japan intervenerede sidst på valutamarkedet i 2022 og brugte anslået 60 mia. dollar på at forsvare den japanske valuta.

Dollar koster 154,07 yen torsdag morgen mod 154,65 yen per dollar onsdag klokken 17.

Euro koster torsdag morgen 1,0675 dollar mod 1,0636 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden og pund sterling koster samtidig 1,2463 dollar torsdag morgen mod 1,2450 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

18:00 Europa/aktier: Første månedlige fald i et halvt år presset af bilgiganter
17:23 Tirsdagens obligationer: Rentestigning frem mod rentemøde i USA
17:07 Tirsdagens aktier: Novo og Zealand trukket frem af amerikansk konkurrent
16:59 Novo-rival ser salgsvæksten accelerere i andet halvår
16:36 Novo-rival ser salgsvæksten accelerere i andet halvår
16:27 Fransk luksusgigant overvejer salg af Marc Jacobs
16:11 Ambu får løftet kursmålet hos Carnegie
16:03 Carlsberg-topchef: Muligheden for flere prisstigninger er ved at være begrænsede
15:47 USA/åbning: Rentemøde trykker stemning på endnu en stor regnskabsdag
15:47 ECB's Holzmann fraråder rentesænkninger i både juni og juli
15:44 Carlsberg-topchef: Muligheden for flere prisstigninger er ved at være begrænsede
14:44 Valuta: Japansk regering intervenerede ifølge BoJ-data mandag
14:18 USA/tendens: Lettere nervøsitet frem mod Fed-møde trods positive regnskaber
13:30 Europa/aktier: Bilgiganter tynger markedet til første månedlige fald i et halvt år
13:21 Eli Lillys opjustering gøder for positive tal fra Novo spår Sydbank-analytiker
13:17 Novo nyder godt af rivals opjustering - begge aktier sendes højt til vejrs
11:45 Aktier/middag: Mærsk trækker C25 ned efter Svitzer-udskillelse - GN trækkes op af rival
11:42 Schouw opjusterer driftsforventninger efter stærk udvikling i BioMar
11:42 Økonom ser lavere renter i Europa til juni trods inflationstal med streg i regningen
11:30 Schouw Q1: Stærk udvikling i BioMar udløser opjustering på driften