Valuta: Presset på dollar aftaget i takt med stigende T-bondrenter

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 06:32  |  

Lidt af det negative pres er taget af den amerikanske dollar fra starten på den nye uge oven på den markant svækkelse over de seneste uger, der har akkumuleret en strukturel afventende efterspørgsel efter valutaen og gjort markedet sårbart over for et pres fra enhver given dollarpositiv nyhed.

Mange spekulative investorer blev fanget på det forkerte ben fredag af en bedre end ventet arbejdsmarkedsrapport, som efterfølgende har skubbet de amerikanske T-bondrenter op inden indeværende uges massive finansieringssalg af statspapirer for 112 mia. dollar i USA.

- Vores portefølje har i et par uger været positioneret til en snæver svækkelse af dollar som følge af den fortsatte stigning i covid-19-infektioner i USA, der har åbnet et ganske stort hul i de kortsigtede økonomiske data. Vores positioner har været koncentreret omkring euroblokken, hvilket også afspejler den strukturelle forbedring af de europæiske politiske rammer efter aftalen om genopretningsfonden, skriver analytikere fra JPMorgan i et notat.

Mandagens volumen er dog reduceret, idet de japanske markedsdeltagere er fraværende grundet en japanske helligdag. Samtidig holder mange investorer sig tilbage på grund af den fortsatte usikkerhed om, hvorvidt de amerikanske politikere kan blive enige om en ny finanspolitisk støttepakke til den virusramte amerikanske økonomi.

Oveni er de finansielle markeder på vagt over for de nylige opblussede spændinger mellem Kina og USA, da en genoptagelse af handelsforhandlingerne er planlagt til den kommende weekend, selv efter at Washington har indført sanktioner mod højtstående kinesiske embedsmænd.

Der er også vigtige økonomiske data i kalenderen i denne uge, hvor forbrugerpriserne og detailsalget i USA står øverst på dagsordenen onsdag og fredag. Her ventes et solidt opsving i forbruget, selv om den sidste runde af sociale restriktioner kan have taget noget af gassen af ballonen.

Euro koster mandag morgen 1,1795 dollar mod 1,1790 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 105,75 yen per dollar mod 105,85 yen fredag.

Pund koster mandag morgen 1,3075 dollar mod 1,3055 dollar fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder