Valuta: Risikoappetit har svækket dollar i november

Udgivet den 30-11-2020  |  kl. 13:38  |  

Den amerikanske dollar fortsætter med at være svækket mandag eftermiddag på månedens sidste handelsdag.

Her koster euro 1,1984 dollar mod 1,1944 dollar fredag eftermiddag ved dansk børslukketid, men dollar ligger i 104,09 yen per dollar mod 104,02 yen fredag eftermiddag.

Pund koster mandag eftermiddag 1,3347 mod 1,3350 fredag ved dansk børslukketid.

Ifølge to strateger fra det hollandske finanshus ING driver dollaren stille og roligt ned mod de laveste niveauer i år i takt med, at investorerne allokerer deres porteføljer.

- Mens flere nedlukninger og restriktioner kan bremse de amerikanske aktiemarkeder, burde udsigten til, at Federal Reserve (den amerikanske centralbank, red.) er klar til at tilføre mere likviditet, begrænse enhver upside i dollar, skriver ING-strategerne i en analyse, ifølge CNBC.

De ser samtidig, at en mild svækkelse vil fortsætte mod slutningen af året.

Ifølge tv-kanalen CNBC har lovende nyt om potentielle coronavacciner sendt dollarindekset ned med omkring 2,5 pct. i november. Det er knap 11 pct. siden toppen i marts.

I løbet af november har dollar ellers været løftet på bekymringer for en ny infektionsbølge i Europa og USA, men da afgørelsen på det amerikanske præsidentvalg trak ud betød det også, at forhandlingerne om en ny hjælpepakke til den coronaramte amerikanske økonomi blev sat på standby.

Det fik investorerne til at begynde at forvente, at Federal Reserve vil skride til handling, eventuelt med flere obligationsopkøb, når centralbankens medlemmer mødes igen i december.

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder