Valuta: Stigende amerikanske renter giver let styrket dollar

Udgivet den 02-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Amerikanske dollar styrkes en anelse mandag morgen, hvor de asiatiske investorer får mulighed for at indregne fredagens inflationsdata fra USA.

Dataene har trukket lidt af tænderne ud af de aggressive spekulative kræfter, der har satset på en større rentereduktion fra den amerikanske centralbank Federal Reserves side lidt senere på måneden.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger mandag morgen i 101,74 mod 101,52 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 100,67 sidste mandag.

De amerikanske renter steg fredag i kølvandet af inflationsdata, der har forstærket udsigterne til et mindre aggressivt tempo i Federal Reserves forventede rentenedsættelser i midten af måneden.

De fleste løbetider nåede det højeste renteniveau i mere end en uge, efter at den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmåling, kerne PCE-prisindikatoren viste en stigning på 2,5 pct. i juli, hvilket var helt i tråd med økonomernes forventning.

Det peger i retning af, at Federal Open Market Committee, FOMC, der er den amerikanske centralbanks renteudvalg, vil begrænse den ventede rentereduktion til 25 basispoint på det næste pengepolitiske møde om et par uger.

Markedet sætter i øjeblikket en sandsynlighed på 33 pct., for en rentenedsættelse på 50 basispoint og 67 pct. sandsynlighed for en nedsættelse på 25 basispoint.

Det er dog under forudsætning af, at arbejdsmarkedet ikke viser markant tilbagegang i jobskabelsen, når arbejdsmarkedsrapporten for august rammer markedet fredag eftermiddag.

For de forudsigelige inflationsdata har flyttet fokus til Federal Reserves andet mandat for pengepolitikken, hvilket er udviklingen i beskæftigelsen.

- Hvis den amerikanske økonomi tilføjer 150.000 nye job eller mere, og arbejdsløsheden falder til 4,2 pct. eller derunder, vil det øge tilliden til, at økonomien er på vej mod en blød landing, siger analytiker Tony Sycamore fra IG Australia i Melbourne ifølge Reuters.

Økonomerne forventer en jobskabelse på 165.000 i august, mod en stigning på 114.000 i den foregående måned. Samtidig ventes arbejdsløsheden at falde til 4,2 pct.

Inden da kommer en vifte af andre data inklusive ISM-data fra fremstillingsindustrien og jobåbningstal fra det private arbejdsmarked.

Inden FOMC træder sammen 17-18 september, er der monetært møde i Den Europæiske Centralbank. Og også her er der forventninger om en lempelse i renten på 25 basispoint, hvilket neutraliserer argumenterne for udviklingen i euro mod dollar.

Euro ligger mandag morgen i 1,1052 dollar mod 1,1069 dollar fredag eftermiddag, mens pund koster 1,3126 dollar mod 1,3143 dollar fredag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 146,04 yen mod 145,59 yen fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

11:52 DSV har været i "konstruktiv" dialog med Nordea efter fragt gennem Rusland
11:46 Aktier/middag: Genmab presses ned af svagere udsigter i rødt marked
11:30 Novo kan se Bernie Sanders kridte banen op inden Fruergaard vidner i Senatet
10:28 Euroen og renterne i fald efter skuffende europæiske aktivitetstal
10:04 Aktivitetsindeks for eurozonen falder mere end ventet i september
09:47 Genmab er på vej i laveste niveau siden foråret 2020: Nordea har skåret sine estimater
09:36 Tyske indkøbschefer ser endnu mere negativt på aktiviteten i september end ventet
09:25 Berenberg hæver Novonesis-kursmål med næsten 20 pct. til 530 kr.
09:23 Aktier/åbning: C25 siver fra åbningen trods fremdrift i Novo Nordisk
09:17 Danske Bank skruer op for Sampos kursmål efter køb af Topdanmark
08:45 Obligationer/åbning: Lille rentefald inden nøgletal på stribe
08:28 Aktier/tendens: Let positiv start i sigte med Novo som joker
08:25 Stigende håb i Kina om økonomisk redningsplanke efter lavere rente
08:20 HSBC ramt af seksdobling af misligholdte erhvervsejendomslån i Hongkong
07:27 Coloplast skal forsøge at komme sig oven på formands storudsalg i sidste uge
07:12 Råvarer: Oliepriserne starter ugen med en stigning efter øgede spændinger i Mellemøsten
07:08 Obligationer/tendens: Stille åbning i sigte inden stribevis af nøgletal
06:46 Jefferies indleder dækning af FLS med en købsanbefaling
06:43 Asien: Positive strømninger fortsætter på japansk lukkedag
06:35 USA's toppolitikere laver aftale og undgår nedlukning før valget