Valuta: Stigende europæisk tillid løfter euro

Udgivet den 24-07-2013  |  kl. 14:20  |  

Opløftende tal for erhvervstilliden i eurozonen har onsdag været med til at presse euroen op i det stærkeste niveau mod dollar i en måned.

Styrkelsen satte ind onsdag formiddag, da den tyske PMI-erhvervstillid i et flash-estimat viste en overraskende stor stigning i denne måned, og senere på formiddagen viste det samlede tal for eurozonen samme udvikling.

Eurozonens samlede PMI landede i juli på 50,4 mod 48,7 i juni, og det er godt nyt - både i forhold til forventningerne, som var en bedring til 49,1, men også fordi, at indekset nu ligger over værdien 50, som signalerer ekspansion.

- Niveauet indikerer, at den igangværende recession er tæt på afsluttet for euroområdet som helhed. Det er særlig positivt, at nye ordrer i fremstillingssektoren steg til 50,3 og nu indikerer svag fremgang. Ordreindekset er på det højeste niveau siden maj 2011, skriver chefstrateg Ulrik Bie fra Nykredit Markets i en kommentar.

Euro koster onsdag eftermiddag 1,3248 dollar, det højeste niveau siden 19. juni, hvor kursen tirsdag ved 17-tiden var 1,3210. Over for yen er euro styrket til 132,53 yen, det højeste niveau siden 22. maj, mod 131,70 yen tirsdag ved dansk børslukketid.

Markedet vil kl. 16 rette fokus på amerikanske tal for salget af nye boliger i juni.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder