Valuta: Svensk krone løftes af stor forbedring i PMI for industrien

Udgivet den 01-12-2023  |  kl. 13:20  |  

Der er måske bedring at spore i den ellers lidt skrantende svenske økonomi - i hvert fald når man kigger på industrien i landet.

Og det er fredag med til at styrke den svenske krone klart over for de største modparter.

Over for euro styrkes den svenske krone fredag eftermiddag til 11,37 svenske kr. per euro fra omtrent 11,43 svenske kr. per euro ved dansk lukketid torsdag.

Over for den danske krone er den svenske modpart styrket til 0,6559 danske kr. per svensk fra 0,6522 danske kr. ved 17-tiden torsdag.

Går man lidt længere tilbage, har den svenske krone fra sin 2023-bund hentet adskillige pct. på den danske krone.

På sin bund i august var den svenske krone nemlig helt nede at runde et pænt stykke under 0,6250 danske kr., men der er også fortsat et stykke op til toppen i år på godt 0,6750 danske kr. per svensk i slutningen af februar.

PMI for industrisektoren landede i fredagens opgørelse for november på 49,0. Det er en klar fremgang fra 46,2 i oktober, hvor niveauet endda er oprevideret fra tidligere rapporteret 45,7.

Dermed er der fortsat signaler om tilbagegang, men klart mindre end tidligere. Det neutrale niveau i indkøbschefernes indeks er 50,0.

Den svenske økonomi har haft det utrolig hårdt i 2023, hvor Riksbanken har haft store vanskeligheder med at få tæmmet en meget høj inflation.

En del af problemet ligger ifølge en række økonomer i boligmarkedet, hvor mange svenskere har låst finansieringen i variable lån, der altså bliver dyrere at vedligeholde, hver gang Riksbanken strammer pengepolitikken.

Det har ramt priserne hårdt og måske fået den svenske centralbank til at holde lidt igen med stramningerne.

Ved det seneste rentemøde i november fastholdt banken i hvert fald uventet sin ledende rente på 4,00 pct., selv om økonomerne havde ventet et løft på yderligere 25 basispoint.

Kort tid inden viste et nøgletal, at inflationen i Sverige var på 6,5 pct. i oktober - og altså langt over niveauet i eurozonen i november, der ifølge nøgletal fra torsdag i denne uge var 2,3 pct.

Dertil kommer, at den svenske økonomi - ganske som den danske i øvrigt - nu er i teknisk recession, efter at bruttonationalproduktet på kvartalsbasis er bakket i både andet og tredje kvartal.

Det næste rentemøde hos Riksbanken afholdes den 31. januar næste år, og den pengepolitiske beslutning offentliggøres morgenen efter.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Seneste nyheder

17:53 Nilfisk får sænket kursmålet hos SEB efter nedjustering
17:52 Better Collective aktionærer mistede 3,6 mia. kr. fredag
17:51 Nilfisk tabte 360 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
17:49 Europa/lukning: Stoxx 600 balancerede på midten med Electrolux som dødvægt
17:05 Fredagens aktier: Rød aktieuge - prygl til Nilfisk og Better Collective
17:02 Fredagens obligationer: Stærke tillidstal fra USA og Tyskland bag renteplus
16:03 Mærsk indfører ekstratillæg grundet konflikten i Det Røde Hav
16:02 USA: Michigan-indekset var væsentligt højere i oktober end først antaget
15:49 Amerikansk modeaktie knækker på midten efter blokeret salg
15:43 USA/åbning: Tesla fortsætter optur efter regnskab i stærk start
14:29 Rusland hæver rente til højeste niveau siden angrebet på Ukraine
14:05 USA/tendens: Tesla viger fra overhalingsbanen efter årtiets kurshop
13:02 Europa/aktier: Indeks i ligevægt trods kortslutning hos Electrolux
13:01 Regnskabssæsonens travleste uge venter for de amerikanske selskaber
12:21 Obligationer/middag: Renten løftes af stærke tillidstal fra Tyskland
11:52 Nilfisk-topchef efter nedjustering: "Vil afbøde effekt af reduceret efterspørgsel"
11:45 Aktier/middag: Nedjusteringer fra Nilfisk og Better Collective tager fokus i fladt C25
11:28 Electrolux falder mest i et år efter skuffende udvikling i Nordamerika
11:13 Electrolux falder mest i et år efter skuffende udvikling i Nordamerika
10:23 Better Collective i massivt fald efter nedjustering