Valuta: Toldtrusler og hævngerrighed bag let styrket dollar
Valutamarkedet fokuserer mandag i første omgang på konsekvenserne af den amerikanske præsident Donald Trumps toldtrusler og hævngerrighed, mens ugens pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, skubbes lidt til side.
Dermed er der lagt ud efter den svageste uge for den amerikanske valuta uge siden november 2023.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 107,65 mod 107,28 fredag eftermiddag ved 17-tiden og 109,35 sidste mandag.
Sidste uge var præget af aftagende frygt for told og andre tiltag fra Donald Trump for at forsøge at gennemtvinge sin vilje, men bekymringerne er blusset op igen, efter at Trump proklamerede, at han vil krænge omfattende foranstaltninger ned over Colombia.
Hævnaktionerne, der inkluderer både told og sanktioner, kommer efter, at det sydamerikanske land afviste to amerikanske militærfly med deporterede migranter som en del af den nye amerikanske administrations immigrationsindgreb.
Det fik i første omgang mexicanske peso, der anses som et barometer for bekymringerne over Trumps toldtrusler, til at svækkes til 20,50 peso per dollar fra 20,20 peso fredag eftermiddag. Samtidig svækkedes canadiske dollar til 1,4405 over for dollar fra 1,4330 canadiske dollar fredag eftermiddag.
USA har dog siden droppet at indføre sanktioner og told på Colombia, efter at landet er gået med til at tage imod colombianske migranter, der hjemsendes fra USA.
Når investorerne har lagt Trumps trusler bag sig, kan de i denne uge fokusere på pengepolitiske møder i såvel Federal Reserve som i Den Europæiske Centralbank, der afsluttes henholdsvis onsdag og torsdag.
Spændingen koncentreres omkring den amerikanske centralbank, der for første gang skal agere, efter at Donald Trump har krævet lavere renter og samtidig noteret, at han ved mere om renter end Federal Reserves centralbankchefer og økonomer.
Alligevel forventes banken af holde renten uændret, mens investorerne vil holde øje med ethvert fingerpeg om en eventuel rentenedsættelse i marts, under forudsætning af en fortsat aftagende inflation, der nærmer sig centralbankens mål på 2 pct.
Men den forudsætning er kommet under pres.
- Optimismen er steget over Trumps vækstvenlige America First-dagsorden. Inflationspresset er intensiveret til fire måneders top, og virksomheder ansætter medarbejdere i det hurtigste tempo siden 2022, siger analytiker Kyle Chapman fra Ballinger Group.
Analytikeren peger på, at det tyder på et genopvarmet arbejdsmarked og stærkt støtter en forlænget pause i Federal Reserves rentereduktionscyklus.
Dollar koster mandag morgen 155,72 yen mod 155,73 yen fredag eftermiddag klokken 17.
Euro koster samtidig 1,0471 dollar mod 1,0516 dollar fredag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,2453 dollar mod 1,2483 dollar fredag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›