Valuta: Tyrkisk lira svækkes efter udmelding fra Det Hvide Hus

Udgivet den 07-10-2019  |  kl. 13:11  |  

Bekymringer om udfaldet af de forestående handelsforhandlinger mellem USA og Kina er med til at svække en række mindre valutaer mandag, hvor især den tyrkiske lira er under pres efter bekymringer omkring Tyrkiets militære operationer i Syren, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der går mandag middag 5,7437 lira til en dollar mod 5,700 lira per dollar mandag morgen klokken 8.00.

Den tyrkiske valuta blev svækket, umiddelbart efter at Det Hvide Hus sagde, at Tyrkiet snart vil rykke militært ind i det nordlige Syrien mod kurdisk ledede styrker, selv om USA's militære kræfter ikke vil være involveret eller støtte fremrykningen.

- Nyheden om, at USA vil træde til side for en forestående tyrkisk operation, har været katalysatoren, siger Simon Harvey, valutastrateg hos Monex Europe, til Reuters.

- Dette sker, efter at USA tog afstand fra sådan en handling i januar, der truede med at ødelægge den tyrkiske økonomi, hvis landet forsøgte at gå ind i Syrien, når de amerikanske tropper trak sig ud, forklarer han.

Den tyrkiske lira har ellers vist sig modstandsdygtig over den seneste måned, hvor andre valutaer er blevet svækket på baggrund af usikkerhed om en opbremsning i den globale vækst og handelstvisten mellem Kina og USA.

- Med styrker klar til at rykke ind i dag eller i morgen er de næste 48 timer afgørende for lira i denne uge, vurderer Simon Harvey.

I de store valutakryds koster euro mandag middag 1,0976 dollar mod 1,0985 dollar mandag morgen, og dollar koster ved middagstid 106,85 yen mod 106,80 yen mandag morgen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder