Valuta: Yen fortsætter rutsjeturen

Udgivet den 05-04-2013  |  kl. 13:41  |  

Den japanske yen svækkes fortsat fredag omend svækkelsen er aftaget lidt siden fredag morgen.

Den japanske centralbanks massive pengepolitiske lempelser, som blev annonceret torsdag morgen efter det to dage lange pengepolitiske møde i Bank of Japan, har fortsat en stærk effekt på såvel valuta- som aktiemarkedet i Tokyo.

Euro koster fredag først på eftermiddagen 125,35 yen, mens dollar står i 96,25 yen. Torsdag eftermiddag ved 17-tiden kostede euro 122,50 yen, mens der gik 95,50 yen på en dollar.

Euro koster samtidig 1,2917 dollar mod 1,2800 dollar torsdag ved 17-tiden.

Her bliver det spændende at se, om arbejdsmarkedsrapporten senere fredag kan rykke dollaren.

Økonomer, som Bloomberg News har spurgt, vurderer, at der blev skabt 190.000 nye job uden for landbruget i marts mod de imponerende 236.000 job i februar. Der er dog stor uenighed, da de 87 adspurgte økonomer har estimater, der spænder helt fra 100.000 til 366.000 nye job. Arbejdsløshedsprocenten ventes at lande på 7,7 pct. som i februar. Det er væsentligt under centralbankens målsætning om 6,5 pct.

Den japanske centralbank leverede torsdag, hvad man ifølge aktiestrateg Henriks Drusebjerg i Nordea uden tøven kan kalde en historisk pengepolitisk lempelse, hvor alle forhåndenværende midler blev taget i brug.

- Inflationsmålet på 2 pct. søges opnået på 2 år ved at fordoble pengemængden via signifikante opkøb i japanske statsobligationer, aktier via ETF’ere og ejendomme via REITs. Hertil kommer en løbetidsforlængelse på porteføljen fra i underkanten af 3 år til over 7 år og et løfte om at fortsætte indtil målet er nået, skriver Nordea i en kommentar.

Banken skriver videre, at den japanske centralbank er gået til stålet i en sådan grad, at den lemper pengepolitikken dobbelt så meget som den amerikanske.

Og selv om forventningerne var skruet op til hidtil usete højder, lykkedes det den ny ledelse i centralbanken at overgå analytikernes vildeste fantasier.

Det kan dog være en risikabel politik, som Bank of Japan fører. Det vurderer den international kendte storinvestor George Soros. Han peger på risikoen for, at hvis de japanske investorer først får indtryk af, at yensvækkelsen vil fortsætte, kan en kapitalflugt til udlandet skabe en lavine af udenlandske investeringer, som det vil være svært at stoppe.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Stort indeks sætter skidt punktum for den værste aktiemåned i et år
17:08 Torsdagens aktier: Mærsk anførte stærk regnskabstrio - C25 faldt på ny
17:05 Torsdagens obligationer: Tiårig rente flirtede med højeste niveau i næsten to måneder
16:44 Netcompany får løftet kursmålet til 365 kr. fra 345 kr. af Carnegie
16:17 Prisen på containerfragt stiger for første gang i 15 uger
15:28 Mærsk-aktie sendes op: Aktierådgiver peger på udsigt til at genoverveje aktietilbagekøb
14:51 Amerikansk aktivitetsindeks skuffer stort
14:48 USA/åbning: Rød åbning med modvind til Meta og Microsoft
13:18 USA/tendens: Microsoft og Meta kan koste rød åbning
13:03 Lundbeck fremlægger positive fase 3-resultater med migrænemiddel
12:59 Norden-topchef ser svagt tankmarked fra øget konkurrence - men der er tegn på bedring
12:43 Europa/aktier: Vigtigt aktieindeks på vej mod værste måned i et år
12:39 Renten har peaket - vi skal finde indtjening andre steder siger Danske Banks topchef
12:09 Obligationer/middag: Eurozonens inflationstal skuffer - renten ligger en smule højere
11:47 Aktier/middag: Stærk regnskabstrio forhindrer ikke nyt C25-dyk
11:27 Gubra i stejl nedtur: Tysk partner skrinlægger vægttabskandidat
11:19 Inflationstakten i eurozonen stiger - seniorøkonom afblæser panik
11:17 Gubras tyske partner skrinlægger vægttabskandidat - aktien falder tungt
11:14 Prisen på containerfragt stiger for første gang i 15 uger
10:59 Coloplast-rival styrtdykker efter modvind i Kina