Valuta: Yen styrkes i lyset af uændret pengepolitik

Udgivet den 20-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Der er stilstand på valutamarkedet fredag morgen

Kun japanske yen slår sig lidt i tøjret og styrkes i slipstrømmen af dagens pengepolitiske møde i den japanske centralbank, Bank of Japan, der valgte at fastholde renten uændret.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 100,62 mod 100,89 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Bank of Japan holdt fast i den ledende rente på 0,25 pct. og også i vurderingen af, at økonomien vil komme sig i takt med at stigende lønninger understøtter forbruget.

Fredagens beslutning følger den første amerikanske rentenedsættelse i over fire år, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, reducerede renten 0,5 pct.point, hvilket har mindsket renteforskellen mellem Japan og USA.

Yen er særdeles følsom over for renteforskellen mellem det japanske og amerikanske rentemarked, og med den seneste store rentenedsættelse i USA kombineret med forventede kommende renteforhøjelse i Japan er det tidligere salgspres på den japanske valuta lettet betydeligt.

VOLATILITETEN BESTÅR

Men den store yen-volatilitet består, efter at Bank of Japan foretog den første renteforhøjelse i mands minde i juli.

Det gav anledning til en omkalibrering af investorernes vurdering af den kommende pengepolitik efter et kvart århundrede med ultrabillige penge.

Og effekten har været til at få øje på. I august faldt Nikkei-aktieindekst hele 26 pct. fra toppen i juli, men meget af det tabte terræn er vundet tilbage siden da.

Også politisk usikkerhed er med til at øge volatiliteten. Det amerikanske præsidentvalg 5. november viser fortsat dødt løb mellem Donald Trump og Kamala Harris, og i Japan er der udbrudt konkurrence i toppen af regeringspartiet, hvor en ny leder skal findes inden månedens udgang.

Her står det liberale demokratiske parti til at levere Japans næste premierminister, og efterfølgende vil det sandsynligvis blive udskrevet parlamentsvalg.

Nogle af kandidaterne opfordrer åbenlyst bank of Japan til at gå mere forsigtigt til værks med normaliseringen af pengepolitikken, hvilket potentielt kan sætte hindringer i vejen for centralbankchef Kazuo Uedas normaliseringsproces.

OPTIMALE FORHOLD FOR NORMALISERING

Der er ellers optimale forhold for en normalisering. Fredag viste de japanske forbrugerpriser en stigning i kerneinflationen til 2,8 pct. i august og dermed langt over Bank of Japans mål på 2 pct., mens den samlede inflation nåede op på 3,0 pct.

Den japanske realrente er fortsat dybt negativ med omkring minus 2,5 pct., mens centralbanken estimerer en neutral rente til at ligge i et interval mellem minus 1 pc.t og plus 0,5 pct.

- Som sådan er der mulighed for yderligere at hæve styringsrenten, samtidig med at de finansielle forhold fastholdes som imødekommende, siger valutastrateg Samara Hammoud fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Strategen venter at Bank of Japan hæver renten næste gang med 25 basispoint i oktober, selvom risikoen hælder mod en forhøjelse på et senere tidspunkt.

- De seneste kaotiske tilstande på det finansielle marked og det kommende valg til det liberale demokratiske parti kan få Bank of Japan til at have en mere forsigtig tilgang, vurderer Samara Hammoud.

Centralbankguvernør Ueda har gentagne gange sagt, at Bank of Japan vil normalisere pengepolitikken, hvis den økonomiske aktivitet og inflationen stiger i overensstemmelse med bankens prognoser.

- December vil realistisk set være den tidligste timing for den næste japanske renteforhøjelse, vurderer økonomer hos Bank of America Securities over for Nikkei Asia.

Dollar koster fredag morgen 142,15 yen mod 142,92 yen torsdag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1161 dollar mod 1,1130 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3286 dollar mod 1,3250 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯