Veloxis flytter til USA - men børsnotering bliver i København
Veloxis har besluttet at lukke sit kontor i Hørsholm og flytte alle sine aktiviteter til USA, hvor man har et kontor i New Jersey, og hvor det meste af biotekselskabets forretning foregår. Flytningen ventes at være afsluttet i andet halvår af 2016.
Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.
- Idet de fleste af selskabets aktiviteter er placeret i USA sammenholdt med lanceringen af Envarsus XR i USA via vores egen salgsenhed, tror vi, at en konsolidering af aktiviteterne vil styrke virksomheden, således at vi kan imødegå nye muligheder og få vores forretning til at vokse yderligere, siger Craig Collard, der er administrerende direktør for Veloxis, i meddelelsen.
Biotekselskabet meddeler samtidig, at det fortsætter sin børsnotering på fondsbørsen i København.
Meldingen kommer onsdag, hvor Veloxis desuden er regnskabsaktuel.
/ritzau/FINANS