Vestager fordeler 340 millioner til IT i folkeskolen

Udgivet den 23-03-2001  |  kl. 15:07  |  

Planen for IT-millionerne til folkeskolen er nu klar. 340 millioner kroner bliver over de næste 3 år kanaliseret ud i skolesystemet. Initiativer, der tager udgangspunkt i elevernes og lærernes behov og viden, kommer i fokus. IT skal bruges til at gøre det til en sjovere og bedre oplevelse at lære. Dermed flyttes fokus fra at betjene PC'eren, til at bruge PC'eren, hedder det fra Undervisningsministeriet.

- Det er vigtigt, at vi nøje overvejer anvendelsen af IT i folkeskolen. IT har en naturlig plads i folkeskolen, og det skal vi udnytte. Men IT skal støtte, ikke styre, undervisningen. Folkeskolens bærende kraft er stadig samspillet mellem den dygtige lærer, den videbegærlige elev og de engagerede forældre. Gennem en målrettet indsats på de valgte fokusområder sikrer vi, at den gode undervisning stadig er i højsædet, men at den naturligvis udnytter de muligheder, som informationsteknologien giver, siger undervisningsminister Margrethe Vestager (R).

IT skal være en værdifuld støtte til måden, børn undervises på i folkeskolen. Derfor skal skolerne i højere grad udnytte de gode ideer og erfaringer, som gøres lokalt. På den baggrund skal en fjerdedel af pengene gå til et projekt kaldet "Lær med IT i folkeskolen". Projektet består af tre del-elementer, der tilsammen skal varetage meget af den elevorienterede del af IT-planen.

110 mio. er afsat til at styrke lærernes kvalifikationer på IT-området og endvidere skal en del af pengene bruges til digitalisering og indkøb af undervisningsprogrammer fra TV. Der skal bruges 50 mio. på at frikøbe og pædagogisk bearbejde udsendelser. Undervisningsprogrammer er en pædagogisk gevinst, idet virkemidlerne ofte henvender sig til de mindre boglige elever.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder