Vestas ekspanderer i Skotland
Vestas' vindmøllefabrik i Kintyre i Skotland er blevet yderligere udvidet, således at fabrikken nu beskæftiger 186 personer. Det betyder, at Vestas' skotske selskab, Vestas-Celtic Wind Technology Ltd, kan udvide sit produktsortiment og øge produktionskapaciteten.
Adm. direktør for Vestas-Celtic, Tom Pedersen, siger, at der vil blive foretaget yderligere investeringer i produktionsfaciliteter og medarbejderuddannelse, således at Vestas kan imødekomme den stigende efterspørgsel efter større og mere robuste vindmøller.
- Trenden i vindmøller går mod større kapacitet, og vi reagerer på dette ved at udstyre vores fabrik med den rigtige infrastruktur til at levere V80-møllen, som er meget større og har en kapacitet på 2 MW, siger Tom Pedersen til den skotske avis The Press and Journal.
Han tilføjer, at Vestas har sikret sig kontrakter på havmølleparker i North Hoyle og Scroby Sands, og at begge projekter anvender V80-møller. Han regner med, at Vestas vinder yderligere kontrakter - både til havs og på land - som følge af de nye investeringer.