Vestas: Fransk storbank tror på gode tal og PTC-forlængelse

Det er en mere positiv tilgang til Vestas end resten af markedet - og forhåbninger om en forlængelse af den vigtige PTC-støtteordning i USA - der ligger bag franske Société Générales højere kursmål for den danske vindmølleaktie.
Franskmændenes analytikere løftede fredag kursmålet for Vestas aktie til 280 kr. fra tidligere 215 kr. Det skyldes, at banken har hævet sine estimater for Vestas indtjening med 16 pct. for både 2014 og 2015 og lagt endnu mere til de ventede pengestrømme.
Tiltroen til aktien bunder i tre forhold:
- 1) Dette kan blive endnu et år med stærk ordreindgang, støttet af den stærke præstation hidtil i år og omkring 3 gigawatt i uudnyttede rammeaftaler. Det bør føre til pengestrømme, der er 15-20 pct. over de nuværende konsensusestimater ifølge Bloomberg og støtte en tocifret organisk salgsvækst i år, skriver Société Générale, og tilføjer:
- 2) Konsensus underestimerer stadig driftsmarginen, og vi ser et potentiale på 70-90 basispoint yderligere i 2014-15-estimaterne.
Endelig er der den vigtige amerikanske skatteordning, der er udløbet, men vil give endnu et rygstød til branchen, hvis den genetableres:
- 3) PTC-forlængelse: Senatets finanskomité godkendte lovforslaget 9. april, og vi ser en god chance for en forlængelse. Vi forudser en yderligere "re-rating" af aktien, som debatten skrider frem, lydet det fra det franske finanshus.
Første kvartals regnskab, der fremlægges fredag, ventes ikke at blive særligt imponerende, men dog bedre end tidligere tider, og Société Générale venter Vestas egne 2014-forventninger gentaget.
Vestas-aktien stiger mandag 1 pct. til 244,90 kr.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk