Vestas: GE trækkes ned af vinddivisionen i 2013

Udgivet den 18-01-2013  |  kl. 14:49  |  

En større omsætningsnedgang venter General Electric vinddivision i år, efter at selskabet i 2012 har oplevet en nedgang i ordrer inden for vedvarende energi på ikke mindre end 47 pct.

Selvom vindmølleaktiviteterne kun udgør en mindre del af det samlede GE, så er nedgangen stå stor, at det bliver tydeligt på koncernens vækst i 2013.

Samlet set venter General Electric en organisk vækst i sine industrisegmenter på 2-6 pct., men hvis vindforretningen tages ud af regnestykket lyder estimatet for væksten på 5-9 pct. Vindforretningen har dermed en ventet negativ indflydelse på den organiske vækst i 2013 for hele selskabet på 3 procentpoint.

Den store ordrenedgang i 2012 skyldes stor usikkerhed helt frem til årsskiftet om, hvorvidt den amerikanske støtteordning PTC ville blive forlænget og dermed også ville gælde i 2013.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk