Vestas har store forventninger til Storbritannien og Canada

Udgivet den 17-03-2004  |  kl. 13:53  |  

Vestas har meget høje forventninger til det britiske og canadiske vindmøllemarked, men er skuffet over udviklingen i Frankrig og Grækenland, fremgår det af koncernens årsregnskab.

Siden rammebetingelserne for et stabilt marked i Storbritannien blev fastlagt i 2002, er markedet næsten tredoblet. Ud af de 18 planlagte offshore projekter blev Vestas valgt som leverandør til de to første.

- Med disse to projekter står Vestas stærkt på markedet for offshore-møller i Storbritannien. Vestas mere end fordoblede afsætningen til 94 MW til Storbritannien i 2003 og opnåede en markedsandel på ca. 50 pct., skriver selskabet.

Vestas har meget positive forventninger til dette marked såvel onshore som offshore, især på grund af den britiske regerings visionære målsætning om, at 15 pct. af elektricitetsproduktionen skal komme fra vedvarende energikilder i 2015.

Om Canada skriver Vestas, at selskabet leverede 46 MW til dette land i 2003 og derved opnåede en meget høj markedsandel. Vestas fastholdt således sin førende position på dette marked. Flere canadiske provinser har taget initiativ til at opstille mål for etablering af vedvarende energi. Blandt andet har Ontario og Quebec taget initiativer, der involverer opstilling af mere end 1.000 MW i løbet af de næste fem til syv år.

En god ordrebeholdning og stor tilbudsaktivitet betyder, at Vestas har meget positive forventninger til det canadiske marked i 2004.

Vestas har desuden positive forventninger til det portugisiske og irske marked. Vestas forventer at få en god andel i projekter på i alt 280 MW i Irland i 2004 og 2005.

Vestas forventer herudover et stigende marked fremover i Norge og vurderer også, at Tyskland vil fortsætte som et stærkt marked i fremtiden.

På baggrund af det øgede aktivitetsniveau sidst på året og den politiske afklaring omkring målet for grøn energi forventer Vestas, at Italien igen i 2004 vil blive blandt de større europæiske markeder.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk