Vestas i højeste niveau siden november: Analyse fremhæver store vækstmuligheder i Europa

Der er for alvor kommet drev i Vestas-aktien på det seneste, hvor blandt andet flere gode nyheder fra Europa har været med til at løfte stemningen om vindmølleselskabet.
Tirsdag ved 10-tiden har Vestas-aktien lagt sig i spidsen af eliteindekset, C25, med et plus på 4,1 pct. til 115,10 kr., hvilket er 17,5 pct. højere end ved årsskiftet og det højeste niveau siden 5. november.
Finanshuset Jefferies er tirsdag med til at skabe fortsat god stemning om aktien med en analyse, hvor der blandt andet peges på positive vækstudsigter på det europæiske marked.
- Vi er fortsat positive over for den sekventielle forbedring af marginerne og den fortsatte vækst i vindkapaciteten i de kommende år, drevet af Europa, støttet af Clean Industrial Deal og den tyske stimulus, skriver Jefferies i et analysenotat under overskriften: "Navigerer gennem tågen".
Jefferies anbefaler fortsat "køb" for aktien og opjusterer kursmålet en smule til 138 kr. fra 135 kr.
I Europa ser finanshuset styrket regulatorisk støtte, hvilket kan bane vejen for en gennemsnitlig årlig vækst i den installerede kapacitet på 10 pct. frem til udgangen af 2030.
Det vil være drevet af en betydelig acceleration i opsætningerne offshore og fortsat vækst onshore. Her har Jefferies en stor fidus til den støtte, som blandt andet ydes af EU's Clean Industrial Deal.
- Planen giver yderligere støtte til opskalering af vedvarende energi i Europa med fokus på flere af de vigtigste flaskehalse for vækst i vindkapacitet i regionen: 1) tilladelser, 2) auktionsdesign, 3) netinfrastruktur og 4) økonomisk støtte i form af garantier, skriver Jefferies, som også nævner vigtigheden af, at der lægges vægt på lokal produktion for at garantere energiuafhængighed.
Jefferies ser også fordele ved den tyske infrastrukturpakke på 500 mia. euro, hvor 100 mia. euro skal afsættes til klimatiltag.
- Vi forventer, at en betydelig del vil blive afsat til energiinfrastruktur for at hjælpe med at finansiere opgraderingen af elnettet og løse problemet med køen til elnettet, skriver Jefferies.
I USA ser finanshuset derimod usikkerhed på kort sigt.
- Landvind i USA er i en brydningstid på grund af lovændringer og tariffer, men vi er optimistiske med hensyn til, at momentum vil vende tilbage på grund af behovet for elproduktion til AI og bred skattefradragsstøtte, skriver Jefferies i et analysenotat.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›