Vestas i ordreslutspurt - fik i alt ordrer på 673 MW nytårsaftensdag

Udgivet den 02-01-2019  |  kl. 06:41  |  

Vestas fortsatte med at få ordrer på årets sidste dag. Det blev til 328 MW til forskellige projekter i Norge, 104 MW til et projekt på Sri Lanka, 22 MW til USA og 219 MW til Kina eller i alt 673 MW.

I alt har Vestas i 2018 annonceret i alt ordrer for 12.871 MW, dertil kommer uannoncerede ordrer i fjerde kvartal, som først offentliggøres i forbindelse med regnskabet for 2018 i februar.

Første melding fra Vestas mandag var om ordrer på i alt 328 MW til flere norske projekter. Der er tale om forskellige udgaver af Vestas' 4MW-møller. Til ordren er tilknyttet en femårig serviceaftale og installation af møllerne ventes at begynde i 2020 og 2021, oplyser Vestas.

Så fulgte 104 MW til Sri Lankas første store vindmøllepark - Mannar Wind Power Project. Ordren inkluderer Engineering, Procurement and Construction (EPC) og kunden er Ceylon Electricity Board (CEB).

Tidligere har der kun været mindre projekter på Sri Lanka på 10-15 MW, oplyser Vestas.

Der er tale om 30 V126-3.45 MW møller og der er også tilknyttet en serviceaftale til ordren.

Konstruktion påbegyndes i første kvartal 2019 og ventes helt færdigt til tredje kvartal 2020.

Vestas' tredje ordre nytårsaftensdag var på 22 MW i USA. Kunden navngives ikke og ordren kvalificerer møller til 60 pct. PTC-støtte. Ordren dækker projekter, der kan færdiggøres indtil udgangen af 2022.

Vestas' fjerde ordre var fra Kina og på 200 MW for selskabet 2MW møller. Kunden er den mangeårige Vestas kunde Hamas, der også er Vestas' største kunde i Kina. Levering er allerede begyndt. Ordren inkluderer også en 2MW serviceaftale.

Og som rosinen i pølseenden kunne Vestas notere sig en ordre i bogen på 19 MV til China State Power Investment Corporation - den første ordre til den kunde nogensinde, oplyser Vestas.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder