Vestas-konkurrent får største kontrakt i Brasilien nogensinde
Den tysk-spanske vindmølleproducent Siemens Gamesa er løbet med en stor vindmølleordre på det brasilianske marked på 471 megawatt.
Aftalen er indgået med Neoenergia, som er en del af det spanske energiselskab Iberdrola.
De 136 møller, som kontrakten indeholder, skal opsættes i Santa Luzia-komplekset, som består af 15 vindenergiprojekter og ligger i det nordøstlige Brasilien.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
- Det markerer en milepæl i den brasilianske vindenergis historie som en af det største møllekontrakter på det marked nogensinde, siger José Antonio Miranda, som er chef for Siemens Gamesa i Americas-regionen.
Siemens Gamesa har været på det brasilianske marked i otte år og har siden installeret over 3 gigawatt eller mere end 1500 møller i landet.
Dermed er selskabet den næststørste leverandør på markedet, skriver Siemens Gamesa med reference til tal fra konsulentfirmaet Make Consulting.
/ritzau/FINANS