Vestas/CEO: Ingen grund til ikke at udbetale udbytte

Udgivet den 07-04-2020  |  kl. 14:07  |  
Arkiv: Foto

Vestas har et stærkt finansielt beredskab og ser trods usikkerhed relateret til coronakrisen ikke nogen grund til ikke at udbetale det udbytte, som selskabet havde lagt op til efter et stærkt 2019.

Det siger Vestas' administrerende direktør, Henrik Andersen, til Ritzau Finans.

- Vi har haft et godt 2019 og er i øvrigt startet godt i 2020, så vi har ikke grund til ikke at honorere vores aktionærer, som har vist os stor loyalitet. Samtidig har vi et stort finansielt beredskab, hvilket også er hjulpet af, at vi her i første kvartal har haft en ordreindgang på 3,3 GW, siger Henrik Andersen til Ritzau Finans.

Han nævner også, at Vestas betalte selskabsskat i Danmark allerede i februar i stedet for at betale dem i november.

- Så vi honorerer vores forpligtelser til de offentlige stakeholders - det værende sig både staten og vores aktionærer. Vi har også fremrykket udbetalingen af bonus til alle vores medarbejdere, som vi udbetalte i marts i stedet for ved udgangen af april, siger Henrik Andersen.

Den globale coronapandemi har kraftigt reduceret sigtbarheden for vindmøllemarkedet de kommende måneder, og det fik tirsdag Vestas til at suspendere sine forventninger til 2020.

Mens der er usikkerhed på den korte bane, så kan investeringsprogrammer til genstart af økonomerne verden over komme til at støtte vindmøllemarkedet på længere sigt.

- Det er generelt den opfattelse, vi har, når vi kigger verden rundt, at de investeringsprogrammer, de kommer også til at fokusere på grønne initiativer, når vi skal genstarte mange af økonomierne.

- Det vil være svært at forestille sig, at det ikke også vil inkludere vind, vurderer Henrik Andersen.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder