Vordingborg Bank fik lille fremgang
Vordingborg Bank opnåede i 2008 et resultat før skat på 7,2 mio. kr., hvilket er en stigning på ca. 8% i forhold til 2007.
Det fremgår af dagens årsregnskab.
Bankens basisindtjening - resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på lån og garantier samt udgifter til Det Private Beredskab - blev på 14,3 mio. kr., og lever dermed op til de forventninger, der blev udmeldt i årsregnskabet for 2007, hvor banken forventede en basisindtjening i størrelsesordenen 14 - 16 mio. kr.
Nedskrivninger og tab på bankens lån og garantier blev på 3,4 mio. kr., hvilket er en stor stigning i forhold til 2007, hvor der kun var tale om samlede nedskrivninger på 0,1 mio. kr. Stigningen er et resultat af de kraftigt svækkedekonjunkturer.Banken har fortsat en lav eksponering indenfor ejendomssektoren.
Kurstab på bankens værdipapirbeholdning blev på 2,6 mio. kr.
- Vordingborg Bank er meget solid, med en solvensprocent der er over dobbelt så høj som lovens krav, nemlig 18,1%, mod lovens krav på 8%, skriver banken.
For 2009 forventer banken en basisindtjening i niveauet 12 - 14 mio. kr.
- Året 2008 blev på alle måder et skræmmende år for den finansielle sektor. Den voldsomme og bratte nedtur er kommet bag på os alle. I Vordingborg Bank kan vi glæde os over den store loyalitet vi har oplevet fra vores kunder i vores markedsområde. Selv da krisen var på sit højeste, mærkede vi en stor opbakning i dagligdagen.Vi glæder os over et tilfredsstillende årsregnskab, der giver os et stærkt fundament for de hårde år, vi kan frygte vores sektor har foran sig, udtaler bankdirektør Ole Kühnel.
- Vi tilmeldte os naturligvis den første bankpakke, der efter vores mening var absolut nødvendig for sektoren, og for kundernes tryghed ved at have deres indlån i pengeinstitutterne. Selv med vores store kapitalberedskab, var vi ikke i tvivl om, at vi ville støtte op omkring branchens problemer. Men det er dyrt, og for os koster det ca. 4 mio. kr. om året de næste 2 år. Et beløb, der naturligvis vil have en kraftig negativ påvirkning på vores årsregnskaber i 2009 og 2010 , siger Ole Kühnel.