Whistleblower: Præsident Trump misbrugte sin magt

Udgivet den 26-09-2019  |  kl. 19:24  |  

- Jeg har modtaget oplysninger fra adskillige regeringsembedsmænd om, at USA's præsident bruger sit embedes magt til at søge et fremmed lands indblanding i det amerikanske valg i 2020.

Det skriver en whistleblower i sin indberetning, som Kongressen torsdag har offentliggjort.

Den handler blandt andet om et telefonmøde mellem præsident Donald Trump og den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, 25. juli. Men whistlebloweren nævner flere eksempler på muligt embedsmisbrug.

- I dagene efter telefonsamtalen erfarede jeg fra adskillige embedsmænd, at højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus havde grebet ind for at "lukke ned for" alle optegnelser om telefonsamtalen, skriver whistlebloweren.

Whistlebloweren er en mandlig efterretningsofficer, der ikke er navngivet, og som må formodes at have adgang til folk i Det Hvide Hus.

Onsdag offentliggjorde USA's justitsministerium et udskrift af samtalen, som der har været mellem de to præsidenter. Trump beskyldes for at presse den ukrainske præsident til at finde smuds om den demokratiske præsidentkandidat og tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter.

Sønnen havde i 2014 og de følgende år siddet i bestyrelsen i et ukrainsk energiselskab. Han har på intet tidspunkt været sigtet for at have begået noget ulovligt som forretningsmand i Ukraine.

Ifølge whistlebloweren havde embedsmænd i Det Hvide Hus udtrykt bestyrtelse over den samtale, som Trump havde med Zelenskij. Der havde været adskillige embedsfolk til stede under telefonsamtalen, som det er sædvane under præsidentens samtaler med andre fremmede ledere.

Embedsfolk fortalte whistlebloweren, at de formentlig havde "bevidnet præsidentens misbrug af sit embede for personlig vindings skyld".

Whistlebloweren skriver også om Trumps advokat i Det Hvide Hus, Rudy Giuliani. Han har tidligere i år har haft talrige møder med ukrainske embedsmænd i Kijev, Warszawa og Madrid. Blandt andet to møder med den tidligere chefanklager i Ukraine.

- Jeg hørte fra adskillige embedsmænd, at de var dybt bekymrede for, hvad de anså som Giulianis omgåelse af beslutningsprocesserne for den nationale sikkerhed ved at opsøge ukrainske embedsmænd og sende beskeder frem og tilbage mellem Kijev og præsidenten (Trump red.), skriver whistlebloweren.

En generalinspektør i den amerikanske efterretningstjeneste, der har taget imod whistleblowerens klage, kalder den "troværdig".

/ritzau/

Ritzau

Tags:  USA❯ 

Seneste nyheder

12:42 Lundbeck-topchef er positivt overrasket over pipelinen - opkøb kun én af flere muligheder
12:20 Europæiske forsvarsaktier gør comeback - Morgan Stanley ser genopbygning af lagre på vej
11:49 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod amerikansk rentemøde
11:30 Aktier/middag: Novo i modgang på amerikanske prisforhandlinger i rødt C25
11:20 Bavarian i stor aftale med Gavi: Skal levere 500.000 mpox-vacciner til Afrika
11:17 Danske Bank indgår forlig med franske myndigheder i hvidvasksagen
11:02 Ørsted indgår aftale med Equinor om kreditter for CO2-fjernelse
10:23 Danske høreapparataktier får sænket kursmål hos fransk finanshus
10:16 DSV får løftet kursmålet til 2200 kr. hos svensk storbank
09:21 Sampo-aktien handles nu også i København
09:19 Danske storbanker enige om aftenens rentegyser i USA: Markedet har for høje forventninger
09:11 Aktier/åbning: Novo trækker C25 ned efter udsigt til prisforhandlinger for topsællert
08:55 DSV før løftet kursmålet til 2200 kr. hos svensk storbank
08:46 Danske høreapparataktier får sænke kurasmål hos fransk finanshus
08:37 Obligationer/åbning: Renterne kører sidelæns - al opmærksomhed er på Federal Reserve
08:24 Aktier/tendens: Novo styrer mod kursfald i ventet negativ åbning
08:08 Nordex får tysk mølleordre på 68 megawatt
07:08 Råvarer: Oliepriser stabiliseres efter to dage med stigninger op til rentemelding i USA
07:03 Obligationer/tendens: Stilhed før stormen - markedet træder vande frem til rentemelding
06:44 Asien: Tokyo vender rundt mens amerikansk rentebeslutning afventes