William Demant sænker skøn for 2006
Med udgangspunkt i ændrede valutaforudsætninger, et afdæmpet høreapparatmarked, udsigten til et lidt lavere salg af Oticon Syncro samt lanceringen af de nye Delta-produkter omkring 1. december venter William Demant nu en omsætning i 2006 på op mod DKK 5.100 mio. mod tidligere DKK 5.150-5.250 mio.
Det fremgår af onsdagens kvartalsorientering.
Salgsudviklingen betyder, at der nu ventes et resultat af primær drift (EBIT) eksklusive særlige poster på omkring DKK 1.300 mio. mod førhen DKK 1.300-1.350 mio. Før særlige poster ventes fortsat i tråd med tidligere udmeldinger en overskudsgrad omkring 25% og en fremgang i indtjeningen pr. aktie (EPS) på 18-20%.
I forventningerne er indeholdt omkostninger afholdt i første halvår på DKK 34 mio. vedrørende det nu gennemførte medarbejderaktieprogram.
Koncernen har i tredje kvartal afholdt omkostninger af engangskarakter på niveau DKK 25 mio. i forbindelse med gennemførelsen af due diligence. Beløbet vil indgå som særlige poster i administrationsomkostningerne.
Koncernen færdiggør i øjeblikket arbejdet med planerne for 2007, der foreløbigt indikerer, at koncernen også i 2007 vil kunne generere betydelig vækst og dermed fortsat vinde markedsandele. Det kommende års vækst vil være drevet af nye produkter, som ved indgangen til 2007 allerede er frigivet til salg. Dette gælder særligt Oticon Delta 4000 samt produktfamiliens nye tilpasningsmuligheder. Også Oticon Amigo ventes at bidrage til koncernens vækst i 2007.
I tillæg hertil ventes Oticon i løbet af andet kvartal 2007 at introducere et nyt, banebrydende high-endproduktkoncept, der vil bestå af en komplet serie af high-end-høreapparater. Det nye produktkoncept, der ventes at repræsentere et paradigmeskift i høreapparatindustrien, vil på afgørende områder rumme nye muligheder for slutbrugerne, der rækker langt ud over de løsninger, som i dag er tilgængelige på markedet.
På denne baggrund venter koncernen i 2007 at kunne generere en vækst i omsætningen, som overstiger markedsvæksten med 3-7 procentpoint.