WSA/CFO: Største usikkerhed for toplinjen ligger i markedsvæksten
WS Audiology kom fornuftigt ud af regnskabsåret 2022/23 med en organisk vækst på 7 pct., som ifølge selskabet selv var en anelse over markedsvæksten.
Men væksten i høreapparatmarkedet har generelt været højere end tidligere i det forgangne år, hvilket også har været meldingen fra flere konkurrenter, og derfor ligger den største usikkerhed for 2023/24 hos WS Audiology i netop markedets vækst.
Selskabet spiller i tirsdagens årsregnskab ud med en prognose om organisk vækst på 6-10 pct. i 2023/24, og der er dermed langt fra bunden og til toppen af det spænd.
- Hovedusikkerheden er markedsvæksten. Vi så eksempelvis forrige år meget høj vækst i Frankrig, som siden er faldet meget, og sådanne udsving kan i sagens natur være svære at spå om, siger Marianne Wiinholt, der er finansdirektør hos WS Audiology, i et interview med MarketWire.
En organisk vækst på 6-10 pct. rummer dog alt andet lige gode muligheder for at vinde markedsandele, og ledelsen hos fusionsselskabet er da også meget fortrøstningsfuld i forhold til indeværende år, selv om det fortsat er i sin tidlige fase.
Optimismen hentes blandt andet i lanceringen af Signia Integrated Xperience - det seneste topprodukt, som blev lanceret i september og allerede løftede væksten i den sidste måned af fjerde kvartal, hvor WS Audiology samlet set nåede op på 9 pct. vækst.
- Vi venter højere vækst i nogle af vores nøglemarkeder, hvor vi så negativ markedsvækst i 2022/23, siger Marianne Wiinholt.
For WS Audiology er Frankrig et meget væsentligt marked, og her skød væksten forrige regnskabsår meget i vejret grundet en sundhedsreform i landet, der øgede tilskuddet til høreapparater.
Den meget høje vækst dengang er også baggrunden for, at den i 2022/23 var noget lavere. Men i fjerde kvartal var der igen gode tegn at hente i Frankrig - og ligeledes på det store tyske marked.
- Det har helt sikkert haft noget med lanceringen af Signia IX at gøre. I Tyskland og Frankrig så vi effekten, og de markeder var ellers ret langsomme. Men det var kun med en måned, at lanceringen fik effekt, og generelt var væksten i fjerde kvartal bredt funderet. Så vi er optimistiske omkring 2023/24, forklarer Eric Bernard, der er administrerende direktør hos WS Audiology, til MarketWire.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯