Zealand Pharma indleder forsøg med kunstigt bugspytkirtelsystem

Udgivet den 22-05-2019  |  kl. 14:19  |  
Arkiv: Foto

Zealand Pharma og den amerikanske partner Beta Bionics har startet et forsøg, hvor det danske selskabs middel Dasiglucagon kombineres med partnerens pumpesystem iLet.

Det fortæller Zealand Pharma i en selskabsmeddelelse.

Intentionen med forsøget er at finde ud af, om selskaberne kan udvikle en form for kunstigt bugspytkirtelsystem, hvor det danske selskabs bidrag er Dasiglucagon til behandling af type 1-diabetes.

Mennesker med type 1-diabetes har nemlig problemer med insulindannelsen og udskillelsen af glukagon.

Hos raske mennesker producerer bugspytkirtlen hormonerne insulin og glukagon. Insulinet frigives for at sænke blodsukkeret, mens glukagon modsat kan hæve blodsukkeret, hvis det bliver for lavt.

Hormonerne er derfor essentielle i reguleringen af blodsukkeret. Zealand Pharma har indgået et samarbejde med Beta Bionics og håber at udvikle et kunstigt bugspytkirtelsystem, der indeholder begge hormoner.

Men glukagon er i dag kun godkendt i fast form, som skal opløses og herefter er holdbarheden meget kort, da det er ustabilt og har tendens til at klumpe.

Zealand Pharmas Dasiglucagon kan dog vise sig at være løsningen, da det er stabilt og kan holde sig flydende i længere tid ved stuetemperatur.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder