Zealand Pharma viser pæne vægttab med lave doser af kandidat i tidligt studie

Udgivet den 24-05-2024  |  kl. 06:35  |  

Zealand Pharma har i et tidligt studie vist pæne vægttab med behandling af fedme med GLP-1/GLP-2-analogen Dapiglutid i lave doser.

Det fortæller selskabet torsdag aften, hvor toplinjedata fra det såkaldte Dream-studie fremlægges.

De viser et medianvægttab på 4,3 pct. efter 12 ugers behandling med lave doser af Dapiglutid, som i studiet i øvrigt er blevet vurderet som veltolereret hos patienterne.

Zealand Pharma er dog også i færd med at undersøge effekten af meget højere doser af Dapiglutid i et fase 1b-studie, hvor toplinjeresultaterne ventes offentliggjort i andet halvår i år, oplyser selskabet.

- Vi er opmuntret af reduktionen i kropsvægten, der er blevet observeret i dette studie af Dapiglutid. Disse resultater er på linje med dem, vi har set med kortere behandlinger og lave doser af andre inkretinbaserede midler, siger David Kendall, der er medicinsk direktør hos Zealand Pharma, i meddelelsen.

Dream-studiet har omfattet 54 patienter, der er blevet doseret med enten Dapiglutid i en dosis på 4 milligram (mg), 6 mg eller placebo over en periode på 12 uger.

Alle patienter, der fik Dapiglutid, startede med blot 2 mg, og blev derefter øget gradvist, oplyser Zealand Pharma.

Dapiglutid er på baggrund af tidligere resultater også allerede på vej ind i fase 2-udvikling.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯