Positive takter fra de amerikanske regnskaber

Udgivet den 08-11-2013  |  kl. 13:01  |  

Med 75 procent af alle amerikanske regnskaber aflagt for 3. kvartal 2013 er status, at indtjeningen slår forventningerne med en pæn margin, mens omsætningen vokser marginalt mere, end markedet havde ventet. Konklusionen må være, at regnskabssæsonen indtil videre er godkendt med det vigtigste punkt værende en forsat forbedring i omsætningen.

9 ud af 10 sektorer trækker indtjeningen
De amerikanske selskaber i S&P 500 indekset har aflagt en samlet indtjeningsfremgang på 3,5 procent, hvilket er væsentlig bedre end ventet. 9 ud af de 10 sektorer melder om indtjeningsvækst, mens eneste sektor med negativ vækst er energiselskaberne, dog er det på niveau med forventningerne. Den negative vækst dækker over udfordringer blandt de integrerede olieselskaber samt flere serviceselskaber, hvor der er pres på reserver og marginer. Største positive bidrag til den samlede indtjeningsvækst og største overraskelser i forhold til konsensusforventningerne kommer fra blandt andet fra de cykliske forbrugsaktier samt materialesektoren.

Omsætningsudviklingen er den vigtigste
En omsætningsfremgang på 2,5 procent i 3. kvartal lyder måske ikke af meget, men er i høj grad den positive nyhed investor bør notere sig fra den amerikanske regnskabssæson. Ud over, at der siden 3. kvartal 2012 er tale om en fremgang på 2,5 procent, er der også tale om en fremgang siden 2. kvartal 2013 på cirka 1 procentpoint.

På omsætningssiden er det ligeledes 9 ud af 10 sektorer der kan rapportere om omsætningsfremgang, og igen er det energisektoren, der oplever salgstilbagegang. Største positive overraskelser kommer fra forbrugs og sundhedssektorerne.

Budgetforhandlingerne har haft begrænset effekt
Usikkerheden omkring budgetsituationen har haft en beskeden negativ effekt på udviklingen i 3. kvartal, men selskaberne pointerer, at både erhvervs- og forbrugertillid er blevet negativt påvirket, hvilket vil kunne have en negativ effekt i 4. kvartal. Selskaberne venter en budgetafklaring senest ved udgangen af 1. kvartal 2014.

Et andet gennemgående tema er et negativt biddrag fra Emerging Markets, herunder Kina. Mange selskaber har i 3. kvartal rapporteret om en negativ udvikling i Kina-eksponeringen, hvilket i vid udstrækning kan henføres til den lavere økonomiske vækst. Blandt de amerikanske selskaber, der har oplevet svaghed på det kinesiske marked, er: McDonalds, Yum! Brands og Microsoft. Selskaberne venter dog en gradvis bedring over de kommende kvartaler i takt med at den økonomiske vækst genoprettes.

Mindre centralbank mere drift
Med den udvikling www.Formuepleje.dk kan registrere i tallene fra tredje kvartal, følger selskaberne forsat det langsigtede hovedscenarie som Formueplejeselskaberne har eksponeret sig imod, nemlig en gradvis bedring af selskabernes driftsindtjening. Selskaberne har over de seneste år også kunnet vise driftsforbedringer, men som dog primært er kommet fra omkostningstilpasninger og effektiviseringer. Den driftsforbedring, vi forventer gradvist bliver implementeret i de amerikanske selskaber, er en omsætningsdrevet indtjeningsvækst, der afspejler den økonomiske fremgangs positive effekt på efterspørgselskomponenterne.

Et scenarie, der ender i en gradvis nedtrapning af den amerikanske centralbanks månedlige obligationsopkøb. På længere sigt er det omsætningen og indtjeningen, der skal trække aktier yderligere op – ikke den amerikanske centralbank.

Udgivet af: Søren Verup


Søren Verups billede

Kommunikationschef i www.formuepleje.dk. Tidligere chefredaktør på Penge&Privatøkonomi. Før det ansættelse hos BankInvest, DR, Finansforbundet, Sydbank og Handelsbanken. Bank- og journalistuddannet samt civiløkonom, HD(F).