US-aktier viser vejen frem

Udgivet den 10-10-2014  |  kl. 13:23  |  

Den amerikanske regnskabssæson er i sin indledende fase, hvor forventningerne peger i retning af øget omsætning, fortsatte effektiviseringer og dermed øget indtjening. Aluminiumsproducenten Alcoa lagde ud med et stærkt regnskab for 3. kvartal.

Regnskabet fra aluminiumsproducenten Alcoa markerer vanen tro startskuddet for den amerikanske regnskabssæson, og det blev et lovende startskud. Omsætningen steg 7 procent. Alcoa laver blandt andet aluminiumkomponenter til fly- og bilproduktion, og en omsætningsfremgang hos Aloca er en god indikator for den øvrige fremstillingsindustri.

De gode takter fra Alocas regnskab viser vejen for de forventninger, der er til de øvrige selskaber. Her vil der være fokus på en række temaer: For det første lavere input-omkostning som følge af faldende energi- og råvarepriser. For det andet effekten af den kraftige dollarstyrkelse, vi har set siden maj over for både euro og yen. For det tredje vækstbidrag, eller mangel på samme, fra primært Europa og Kina.

Indtjeningsbarren sænkes op til regnskabsstart
Samlet set forventer markedet en indtjeningsfremgang på 4,6 procent for selskaberne i S&P 500-indekset. Forløbet op til selve starten på regnskabssæsonen har fulgt et klassisk billede, hvor analytikere har nedjusteret deres vækstforventninger. Som argumenteret for gennem en række kvartaler har omsætningen større og større betydning for selskabernes indtjening i takt med, at den ekspansive pengepolitik fra den amerikanske centralbank afvikles, og selskabernes indtjeningsmarginer forbliver på rekordhøje niveauer.

Markedet forventer en omsætningsvækst på 3,6 procent i forhold til samme periode sidste år, hvilket dog er en marginal oprevidering i forhold til juni måned (3,5 procent). Indfries forventningen, vil der være tale om en niveaumæssig tilbagegang sammenlignet med 2. kvartal 2014, men fortsat et niveau, der vil understøtte overvægt mod aktier.

Finans og Energi i bund
Ni ud af aktiemarkedets ti sektorer har siden juni oplevet negative revisioner på indtjeningsforventningerne til 3. kvartal anført af Finans og Energi. Den primære baggrund for udviklingen i indtjeningsforventningerne i Finanssektoren skyldes Bank of America. Selskabet indgik tilbage i slutningen af august et forlig med de amerikanske myndigheder omkring håndteringen af lån under finanskrisen. Effekten på Bank of Americas EPS-estimater har været en revision fra 0,32 dollar pr. aktie til -0,09 dollar pr. aktie.

I Energisektoren har knap 40 procent af selskaberne set tocifret negativ indtjeningsrevision samt et kursfald på over 11 procent siden 30. juni 2014. Baggrunden skal i høj grad findes i øget makroøkonomisk usikkerhed samt en oliepris, der er faldet med over 14 procent siden juni måned.

Sundhedssektoren er den eneste sektor, som siden 2. kvartal kan registrere positive indtjeningsrevisioner. Sektorens indtjeningsvækst ventes at lande på 10,6 procent i 3. kvartal mod tidligere 9,4 procent.

Formuepleje fastholder høj aktieandel
Formuepleje vurderer, at amerikanske aktier ikke er for højt prisfastsatte og fastholder sin eksponering over for amerikanske aktier på cirka 50 procent af aktieporteføljen. En af de største usikkerheder er nedtrapningen af Den Amerikanske Centralbanks ekspansive pengepolitik og de forventede rentestigninger i 2015. Dog forventer Formuepleje, at den amerikanske økonomi fortsat vil fremvise pæn vækst og jobskabelse på kort og mellemlangt sigt på trods af, at forventede rentestigninger er positivt for aktierne.

Udgivet af: Søren Verup


Søren Verups billede

Kommunikationschef i www.formuepleje.dk. Tidligere chefredaktør på Penge&Privatøkonomi. Før det ansættelse hos BankInvest, DR, Finansforbundet, Sydbank og Handelsbanken. Bank- og journalistuddannet samt civiløkonom, HD(F).