AKTIER: Ses åbne lidt højere, APM og Danisco i fokus
Det danske aktiemarked ventes at åbne lidt højere tirsdag på trods af, at olieprisen nærmede sig 60 USD og satte en ny rekord i New York på 59,52 USD. Den er dog faldet tilbage fra højderne og handles til morgen i 58,75 USD.
På Wall Street lukkede både Dow Jones og Nasdaq-indekset 0,1 pct. lavere. I Japan sluttede Nikkei-indekset uforandret.
Det danske marked vil bl.a. fokusere på årsregnskabet fra Danisco, herunder især prognosen for det kommende år. Ikke mindst ventes stor interesse omkring den fremtidige indtjening i Genencor, da Danisco endnu ikke har meldt ud herom. Markedet venter et driftsresultat på ca. 2.250 mio. kr.
Sukkerproducenten har skuffet ved de to seneste regnskabsfremlæggelser, og onsdag ventes EU yderligere at fremlægge nyt angående den forestående sukkerreform.
A.P. Møller-Mærsk ventes fortsat i fokus efter gårsdagens stigning til en ny rekord på 59.500 kr. Et forsøg på at bryde 60.000 i dag kan ikke udelukkes. Aktien støttes af den høje oliepris og af en positiv nyhedsstrøm.
A.P. Møller - Mærsk blander sig i toppen af europæisk erhvervsliv, når det handler om at skabe resultater. Ifølge Standard & Poors Index Service ligger den danske rederigigant på en fjerdeplads i årets rangering af Europas virksomheder, målt efter præstation, skriver Børsen.
Lundbeck kan også komme i fokus efter gårsdagens kraftige fald som følge af, at den amerikanske sygekasse Centers for Medicare & Medicaid Services (CMS) ikke føler sig overbevist om, at Lexapro er bedre end forgængeren, Celexa. Flere analytikere peger på, at markedet muligvis har overreageret.
Det danske marked nyder godt af en fortsat kapitalindstrømning, og derfor er det sandsynligt, at KFX-indekset i den kommende tid kommer op over 350-niveauet. KFX endte mandag i 345,06.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›