Dagens aviser
Konservative står til ris
Der er lagt i kakkelovnen til såvel gruppeformand Hans Engell som udenrigsordfører Anne Birgitte Lundholt, når de konservative i dag holder gruppemøde. Det sker i kølvandet på sagen om Nyrups rettelse i Droningens tale om de baltiske landes tilknytning til NATO. Anne Birgitte Lundholt nægtede i sagen at føje den nye leder Per Stig Møller, men alligevel ventes hun at beholde posten som udenrigsordfører selvom hun fastholder sin kritik af Per Stig Møller. þDet var formanden, der udtalte sig i modstrid med mig,þ siger hun.
(Det Fri Aktuelt side 5, Berlingske Tidende side 1)
Økonomi
Finansrådet frygter lønstigninger
Formanden for Finansrådet, Thorleif Krarup, Unibank, frygter, at overenskomsterne på det danske arbejdsmarked i denne omgang har været en tand for høje, og dermed skader den danske konkurrenceevne. þDanmarks betalingsbalance over for udlandet kan blive forringet, og så risikerer vi på længere sigt et pres på og en stramning af finanspolitikken,þ siger Thorleif Krarup. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener derimod ikke, at lønstigningerne denne gang har været for høje.
(Det Fri Aktuelt side 6)
Forligsmanden fremsætter to mæglingsforslag
DA har valgt ikke at modsætte sig, at forligsmand Asbjørn Jensen bryder traditionen og fremsætter to mæglingsforslag. De to forslag skal dermed til afstemning hver for sig og dækker dels de tre-årige forlig (HK-aftalerne, el-overenskomsten plus nogle mindre grupper), dels de et-årige forlig (i byggeriet, transporten, nærings- og nydelsesmiddelindustrien (m.fl.) plus de få områder, hvor parterne ikke har kunnet blive enige.
(Det Fri Aktuelt side 6)
Finans
Barsk kritik af børsemissioner
Professor Erik Werlauff og kapitalmarkedseksperten Per Vestergaard Andersen retter nu en ualmindelig hård kritik mod de børsprospekter som landets banker og børsmæglere tilbyder deres kunder. De to førende børseksperter kalder prospekterne både misvisende, uigennemskuelige og urealistiske. Samtidig kritiserer de Københavns Fondsbørs for ikke at gribe ind overfor de mangelfulde børsprospekter.
(Børsen side 1, 8 og 9)
Erhverv
Telekapløb udløser lønskrue
Når France Telecom til december kaster nye milliarder ind i kampen om de danske mobiltelefonkunder, så vil det udløse en ny lønspiral og en forværring af manglen på ingeniører. Franskmændene søger således 200 specialister, og de er parate til at grave dybt i lommerne. Svenske Telia, der ligeledes er nye på det danske marked, vil derimod skaffe sine specialister i egne rækker i Sverige.
(Berlingske Erhverv side 1)
Ingeniører støvsuges af IT-giganter
En rundspørge til flere IT-giganter viser at Danmark i øjeblikket bliver støvsuget for kompetente ingeniører. Efterspørgselen vokser, samtidig med at der uddannes færre ingeniører end tidligere. Formand for Ingeniørernes A-kasse, Karsten Meyer, oplyser at der på ti år er sket en stigning på 400 pct. i antallet af ingeniører beskæftiget på data-området. Men antallet af optagne på ingeniør-skolerne er idag kun 70 pct. af hvad det var i slutningen af firserne.
(Børsen side 1 og 4)
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›