USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
Apple, Amazon og Intel er blandt de amerikanske teknologigiganter, der fredag er med til at præge stemningen på aktiemarkedet.
Efter regnskaber i de sene aftentimer dagen forinden skal de modtage investorernes dom, når der åbnes for handel fredag.
Mens Amazon og Intel står til positiv modtagelse, er stemningen mere negativ for Apple, der oven på skuffende salg i Kina har kurs mod en rød dag.
Fra USA lander også den vigtige jobrapport fredag, der for alvor kan præge stemningen. Og lige så snart støvet fra den har lagt sig, vil blikket blive rettet mod næste uge, hvor det amerikanske valg skal afgøres tirsdag.
- Den meget afventede jobrapport, en travl uge med regnskaber, som har inkluderet en håndfuld fra "Magnificiens Seven", stigende renter og selvfølgelig næste uges valg i USA er med til at skabe noget uro i markedet, for slet ikke at tale om mødet i FOMC (amerikansk renteudvalg, red.), siger Adam Turnquist, der er chefstrateg hos LPL Financial, ifølge Bloomberg News.
Det er en potent cocktail, som handlerne lige nu skal tage stilling til, men som fredag midt på dagen altså udmønter sig i positive futures.
Futures for de tre ledende indeks - Dow Jones, S&P 500 og Nasdag - ligger således alle i plus med 0,4 pct.
AMAZON SENDES OP
Aktien i Amazon stiger 6,8 pct. i formarkedet fredag, hvor handlerne sidder klar til at belønne regnskabet lagt frem torsdag.
Onlinekæmpen regner i de igangværende tre måneder, jule-kvartalet, med at realisere et salg på 181,5-188,5 mia. dollar, og mens midtpunktet af det interval i 185 mia. dollar ikke helt når buddet på Wall Street på 186,36 mia. dollar, så er prognosen for driftsoverskuddet (EBIT) bedre end konsensus.
Det ses nemlig lande i 16-20 mia. dollar, og midten af det område er 18 mia. dollar, hvor analytikernes forudsigelse forinden var på 17,49 mia. dollar.
- Efterhånden som vi går ind i feriesæsonen, er vi begejstrede for, hvad vi har i vente for kunderne, udtaler topchef Andy Jassy, i regnskabet.
Annoncesalget steg samtidig 19 pct. til 14.33 mia. dollar i det seneste kvartal, mens abonnementsforretningen registrerede et plus på 11 pct. til 11,28 mia. dollar.
APPLE STÅR TIL STRAF
Selv om både det overordnede salg og salget af iPhones i Apples fjerde kvartal var bedre end ventet, så falder aktien torsdag 1,7 pct. i formarkedet., fordi den underliggende udvikling i Kina var ringere end ventet.
Indtægterne steg ellers i perioden med 6 pct. til 94,93 mia. dollar, mens et salg på 94,36 mia. dollar ifølge Bloomberg News var ventet af analytikerne på Wall Street.
Heraf tegnede produktsalget sig efter en vækst på 4 pct. for 69,96 mia. dollar mod spåede 6,15 mia. dollar, mens serviceindtægterne voksede en del hurtigere med 12 pct. til 24,97 mia. dollar, hvor 25,27 mia. dollar var markedets forventning.
For afsætningen af iPhones vedkommende var der i de tre måneder et salg på 46,22 mia. dollar, mens konsensus her lød på 45,04 mia. dollar.
INTEL BELØNNES
Aktien i Intel stiger 4,9 pct. i formarkedet fredag, da den ellers kriseramte chip-producent lagde en opmuntrende prognose for sit fjerde kvartal frem sent torsdag.
Koncernen regner med at nå et salg i de igangværende tre måneder på 13,3-14,3 mia. dollar, og midtpunktet af det i 13,8 mia. dollar trumfer forventningen på Wall Street ifølge Bloomberg News på 13,63 mia. dollar.
Intel regner samtidig med et justeret overskud per aktie i perioden på 12 cent, mens buddet fra analytikerne her lyder på 6 cent.
Koncernen registrerede samtidig i tredje kvartal et fald i omsætningen på 6 pct. til 13,28 mia. dollar, men mod ventede 13,02 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›