AKTIER: C20 stiger fortsat - nu afventes jobrapporten
Det danske aktiemarked fortsatte op fredag formiddag, båret af stigninger i bl.a. Novo Nordisk og Novozymes, men markedet afventer nu eftermiddagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport.
Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 1,22 point (0,3 pct.) højere i 379,00.
Formiddagen har været præget af en række positive udmeldinger fra analysehuse efter Novo's halvårsregnskab i forgårs. HSBC gentager Neutral-anbefalingen på Novo Nordisk, men hæver fair value til 410-445 kr. og kursmålet til 425 kr. Goldman Sachs opjusterer anbefalingen på Novo til In-Line fra Underperform. Citigroup Smith Barney gentager Sælg-anbefalingen på Novo, men hæver kursmålet til 400 kr. fra før 390 kr. Credit Suisse hæver kursmålet til 405 fra 372 kr.
Alt i alt er Novo-aktien steget yderligere 0,9 pct. til 398,50 kr. Samtidig er Novozymes steget 2,5 pct. til kurs 413 forud for koncernens halvårstal på tirsdag.
Danisco's schweiziske konkurrent Givaudan skuffede i 2. kvartal, da selskabet kom med svage tal for den organiske vækst, der viste et fald til 2,8 pct. fra 7,1 pct. i 1. kvartal. Dette var lavere end ventet. Givaudan er verdens største producent af smags- og aromastoffer. Regnskabet har ikke haft den store effekt på Danisco, der stiger 0,7 pct. til kurs 437.
Markedet afventer nu eftermiddagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, hvor der ventes en stigning i beskæftigelsen på 145.000 i juli. Der skal helst komme et tal, der er lavere end eller helt på niveau med konsensus, hvis den amerikanske centralbank ikke skal hæve renten den 8. august.
Der skal desuden komme regnskab fra Brøndby IF.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›