AKTIER: Danske papirer stiger som forhekset trods global nedgang
De danske aktier trodser negative vibrationer fra alle øvrige nøgle-aktiemarkeder og slutter for sjette dag i træk i plus. OMXC20-indekset sluttede 0,3 pct. oppe i 511.
Både det tyske DAX og det britiske FTSE slutter ellers dagen negativt, og de amerikanske aktier i Nasdaq og Dow Jones indekset er nede ved slutningen af den danske handelsdag.
De amerikanske aktier falder dagen efter, at Dow Jones indekset for første gang brød igennem 14.000. Faldet har delvis baggrund i usikkerhed i forbindelse med de amerikanske boliglån med høj kreditrisiko, de såkaldte subprime lån.
Størst opmærksomhed fra de internationale finansmarkeder om eftermiddagen var imidlertid på den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke. I sin tale til Kongressen sagde han, at der er overordnet set risiko for svagere vækst og højere inflation.
Herhjemme var det først og fremmest øl-aktien Carlsberg der trak opad blandt de største danske aktier.
Konkurrenten Heineken har netop opjusteret sine forventninger til årets resultat på baggrund af stærk volumenvækst på flere markeder. Selv om de på flere måder er direkte konkurrenter kan gode nyheder fra Heineken være gode nyheder for Carlsberg, mener flere analytikere som Netposten.dk har talt med.
Investorer tolker de gode Heineken resultater, som en bekræftelse på en generel positiv tendens for ølmarkedet.
Markedet for øl vokser især i Østeuropa, hvor købekraften stiger, og det nyder Heineken og måske Carlsberg godt af, mener analytikerne.
Carlsberg aktien sluttede 3,3 pct. oppe i kurs 715.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›