Flere kommer til skade på jobbet
19. nov. 2007 06.13 Jobliv
Hver dag året rundt kommer 15 mennesker til skade på jobbet - typisk ved faldulykker, hvor de brækker ryggen, benet eller skulderen.
Og det antal er steget med tre om dagen på bare fem år, skriver Politiken med henvisning til tal fra Arbejdstilsynet.
Masser af alvorlige ulykker
To af de 15 ulykker er alvorlige. Der kan være tale om åbent kraniebrud eller amputation af legemsdele, for eksempel hvor fingrene skæres af i en rundsav.
De seneste fire år har farlige ulykker på byggepladserne kostet 45 mennesker livet, til trods for storstilede indsatser, der skal øge opmærksomheden på sikkerheden.
Kun toppen af isbjerget
Men statistikkerne er ufuldstændige, fortæller Johnny Dyreborg, der er forsker ph.d. på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
I Danmark er der ganske vist pligt for arbejdsgiverne til at anmelde arbejdsulykker, men der er ingen økonomisk fordel forbundet med pligten.
I lande som Tyskland, Italien, Spanien og Finland er der forsikringssystemer, hvor arbejdsgiveren har en økonomisk fordel af at anmelde arbejdsulykkerne. Det giver dem et næsten fuldstændigt billede af problemets omfang.
Ifølge Johnny Dyreborg udgør Arbejdstilsynets tal kun lidt under halvdelen af alle arbejdsulykker.
- Man skal som minimum gange tallene med to, siger han til Politiken.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›