Sparekassen Himmerland gik lidt tilbage i 2007
For Sparekassen Himmerland viser året 2007 et resultat før skat på 245 mio. kr. mod 255 mio. kr. i 2006. Resultatet efter skat udgør 189 mio. kr. mod 195 mio. kr. i 2006. Resultatet anses for tilfredsstillende.
Sparekassen har haft en positiv udvikling i basisindtjeningen, som er resultatet før kursreguleringer, resultat af kapitalandele i tilknyttede virksomheder og skat. Basisindtjeningen er steget fra 183 mio. kr. i 2006 til 252 mio. kr. i 2007. Den positive udvikling kan henføres til stigningen i aktivitetsniveauet på alle områder udlån, indlån, bolig, pension og investering, samt til udviklingen i kreditkvaliteten af sparekassens kundeengagementer.
Som følge af den megen uro på de finansielle markeder specielt i 2. halvår 2007 er sparekassens kursreguleringer i 2007 negative med 11,5 mio. kr. mod positive kursreguleringer på 65,4 mio. kr. i 2006. Sparekassen har ikke haft investeringer i de såkaldte subprime-lån fra USA.
Sparekassens udlån udgjorde ved årets afslutning 5,6 mia. kr., indlån incl. puljer 5,4 mia. kr. og garantier 4,8 mia. kr. Det samlede forretningsomfang er i 2007 øget med 4,2 mia. kr. svarende til 36%. Det er en udvikling, der dækker over et stigende forretningsomfang med såvel nye som bestående privat- og erhvervskunder. Specielt mht. garantier har sparekassen i forbindelse med kunders låneomlægninger ultimo 2007 stillet midlertidige garantier overfor kreditforeninger for ca. 1 mia. kr. mere end ultimo 2006. Disse midlertidige garantier vil i det væsentligste blive frigivet i løbet af 1. kvartal 2008.
Resultatet overstiger de oprindelige forventninger til 2007 om et resultat før kursreguleringer og skat på 160-170 mio. kr., men er på niveau med den seneste udmelding fra oktober 2007 om et resultat før kursreguleringer og skat på 230-250 mio. kr.
Sparekassen Himmerlands aktivitets- og indtjeningsniveau har været stigende de seneste år. For 2008 forventes det, at forretningsgrundlaget vil udvise en mere afdæmpet vækst.
Indtægterne forventes på grund af dels øget konkurrence og dels forøgede fundingomkostninger at udvise moderat fremgang. Omkostninger til administration og løn forventes svagt stigende i 2008.
Med den nuværende samfundsøkonomiske udvikling forventes en stabil udvikling i kundernes bonitet og dermed ikke væsentlige nedskrivninger på udlån og tilgodehavender mv. i 2008. Kursreguleringernes størrelse vil afhænge af udviklingen på de finansielle markeder. På denne baggrund forventes der i 2008 et resultat før kursreguleringer og skat på 180-200 mio. kr.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›