Novozymes overrasker markedet

Udgivet den 24-04-2008  |  kl. 08:03  |  

Novozymes har fremlagt regnskab for første kvartal 2008, hvori selskabet har opnået et resultat af primær drift EBIT på 372 mio. kr. fra 359 mio. kr. året før. Markedet havde forventet et driftsresultat på 349 mio. kr., og samtidig fastholder Novozymes forventningerne til 2008 trods dollarens fald.

Året 2008 er blevet indledt med høj salgsvækst som fører til en opjustering i lokal valuta. Forventet salg af enzymer til vaskemidler og foder øges betydeligt, oplyser Novozymes.

Trods ugunstig valutakursudvikling fastholdes forventningen til årets resultat i danske kroner. Novozymes øger samtidig 2008-salgsvækstforventningen til 12-15 pct. (fra 11-14 pct.) i lokal valuta på baggrund af øget vækst inden for enzymer til vaskemidler og foder.

Novozymes fastholder forventningerne til årets resultat og frie pengestrømme i danske kroner.

Der var god udvikling i indtjeningen i kvartalet, og udviklingen i energi- og råvarepriser lå inden for forventningerne. Overordnet var første kvartals finansielle resultater meget tilfredsstillende, særligt i betragtning af den generelt ugunstige valutakursudvikling, oplyser selskabet.

Novozymes’ salg steg 11pct. i lokal valuta i første kvartal 2008. Opgjort i danske kroner steg salget med 5 pct. til 2.026 mio. kr. fra 1.931 mio. kr. året før. Resultat af primær drift steg 4 pct. til 372 mio. kr. fra 359 mio. kr. året før. Reguleret for valutakursudvikling var væksten ca. 13 pct.

- 2008 fortsætter i det høje vækstgear. Vi har ikke set og ser ingen afmatning i salg eller indtjening, faktisk er første kvartal bedre end forventet, så vi øger salgsforventningerne til året. Men den faldende dollar udhuler fremgangen og reducerer årets vækst og indtjening i danske kroner. Det er ærgerligt, at forretningens stærke fremgang ikke kan ses direkte af resultaterne i danske kroner, for det går rigtig godt, siger administrerende direktør Steen Riisgaard fra Novozymes.

Under forudsætning af, at selskabets vigtigste valutaer forbliver på det nuværende lave niveau resten af 2008, bliver salgsforventningen i danske kroner 6-9 pct. (mod tidligere 8-11pct.) og forventet vækst i resultat af primær drift 1-4 pct. (mod tidligere 2-5 pct.) i danske kroner. Bemærk, at vækst i de finansielle resultater er beregnet på 2007-basis, eksklusive engangsforhold, skriver Novozymes.


Af Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder