Kundefest hos små alternative banker
Mange banker har tabt kunder som følge af finanskrisen, men hos de små alternative banker har de travlt som aldrig før. Kunderne strømmer til Andelskasserne Merkur, Fælleskassen og Oikos, der alle siden 2008 har oplevet en massiv interesse. Så stor, at bankerne i nogle tilfælde ikke har kunnet følge med.
Det skriver nyhedsbrevet Finans.
Med mere end 18.000 kunder og 73 medarbejdere er Merkur Andelskasse den største af de grønne etiske pengeinstitutter. Merkur er kendetegnet ved at støtte økologiske og bæredygtige projekter. Og det har den stor succes med. Fra 2007-2010 har Merkur oplevet en kundetilgang på 46 procent og en stigning i antallet af indlånskonti med mere end 10.000. Siden nytår er indlånet vokset med 12 procent, og ifølge Merkurs administrerende direktør leder andelskassen i øjeblikket efter nogle gode projekter, den kan låne penge til.
Hos Fælleskassen kan de 15 medarbejdere nikke genkendende til en stor interesse for de små etiske pengeinstitutter. Siden finanskrisen begyndte tilbage i 2008 har Fælleskassen fået 1.000 flere kunder, hvilket svarer til en kundetilgang på 17 procent.
De tre medarbejdere hos Andelskassen Oikos har også mærket en stigende interesse for den lille alternative andelskasse, der yder mikrolån til den tredje verden. I løbet af de sidste to år har Oikos med 1.600 kunder årligt fået 150 kunder, hvilket er en tredjedel flere end normalt.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›