Handelsbanken: USA med spændende rentemøde

Udgivet den 20-01-2012  |  kl. 14:57  |  

USA med spændende rentemøde: Ugens vigtigste begivenhed i USA bliver når Federal Reserve afslutter sit todages møde onsdag. Først og fremmest bliver det interessant at se udseendet og virkningen af centralbankens nye kommunikationsstrategi, som den løftede lidt af sløret for i referatet af december-rentemødet. I referatet så flere medlemmer af rentekomitéen, at den aktuelle samt fremtidige økonomiske udvikling meget vel kan kalde på yderligere pengepolitisk stimulans, hvilket vil være mere effektiv hvis det bliver suppleret med en øget kommunikation.

Således vil Fed fremover i forbindelse med offentliggørelsen af de kvartalsvise økonomiske forecast ligeledes offentliggøre FOMC-medlemmernes eget bud på den fremtidige Fed funds rente, herunder timingen for en første renteforhøjelse. Dermed tager Bernanke endnu et skridt mod større grad af gennemsigtighed i bankens kommunikation, hvilket dog samtidigt kan mindske bankens fleksibilitet. Nogle FOMC-medlemmer var imod tiltaget, da de var bange for, at det vil forvirre mere end det gavner. Det synes oplagt, at Fed udskyder forventningen til en første renteforhø-jelse til senere end midt-3013, som centralbanken ind til videre har peget på som minimum. Denne udbygning af forventningspåvirkning af renteudviklingen ventes dog kun at have mindre stimulanseffekt, givet de allerede lave renter samt dæmpede markedsforventninger til renteudviklingen.

Referatet af rentemødet afslørede desuden, brugen af langsigtede økonomiske numeriske mål sandsynligvis for inflation og måske også for arbejdsløsheden vil blive diskuteret (og eventuelt vedtaget) på det kommende rentemøde. Det næste spørgsmål er om denne nye kommunikationsstrategi vil blive suppleret med en ny omgang kvantitative lempelser (QE3), som givet Fed's seneste udtalte bekymring om situationen på boligmarkedet på det sidste, forventes at være rettet mod opkøb af realkreditobligationer. Igen kan man imidlertid diskuterer effekten af lavere realkreditrenter, da disse allerede er rekordlave.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder