USA/tendens: Tesla-optur giver udsigt til ugens første plus for amerikansk indeks

Udgivet den 24-10-2024  |  kl. 14:45  |  

Der er fart på Tesla torsdag, hvor aktien har udsigt til et solidt plus, når der åbnes for handlen.

I formarkedet sendes elbilproducentens aktie op med 14,2 pct. efter et regnskab langt frem sent aftenen forinden.

Opturen smitter også af på S&P 500-indekset, der har kurs mod ugens første plus. Forud for åbningen stiger futuren 0,5 pct.

Også teknologi-indekset Nasdaq 100 er præget af god stemning, og her stiger futuren 0,9 pct., mens Dow Jones-futuren omvendt er i minus med 0,2 pct.

Der er samtidig nok at forholde sig til for investorerne lige nu, hvor renteudsigterne fortsat er blandt de altoverskyggende temaer. Derfor bliver der også fortsat holdt skarpt øje med indikationer Federal Reserves næste rentebeslutning.

Den igangværende regnskabssæson præger også humøret, og indtil videre peger pilen op. Forude venter flere af de store techselskaber, som har for vane at diktere markedsstemningen.

TESLA I SOLID OPTUR

Tesla-aktien har kurs mod et plus på over 14 pct., efter at selskabet sent onsdag fremlagde et regnskab, der blev taget godt imod af investorerne.

Ganske vist endte omsætningen en spids under det ventede, men bundlinjen var omvendt over konsensus. Tesla melder samtidig om en "mindre" vækst i leverancerne i 2024, og at planerne for lanceringen af kommende bilmodeller er "på sporet".

- Forberedelserne er i gang til vores udbud af nye køretøjer - inklusive mere overkommelige modeller - som vi vil begynde at lancere i første halvdel af 2025, skriver Tesla i sit regnskab.

Koncernen oplevede i sit tredje kvartal en fremgang i omsætningen på knap 8 pct. til 25,18 mia. dollar mod ventede 25,43 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 0,72 dollar, sammenlignet med 0,66 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 0,60 dollar, ifølge Bloomberg News.

Tesla fremhæver også, at produktionsomkostningen per bil faldt til 35.100 dollar, hvilet er det laveste niveau nogensinde for selskabet.

HONEYWELL NEDJUSTERER

Det amerikanske industrikonglomerat Honeywell imponerer hverken med sit regnskab for tredje kvartal eller den tilhørende nedjustering af forventningerne til 2024.

Regnskab og nedjustering kvitteres med et dyk på 2 pct. i formarkedet.

De positive elementer i regnskabet tæller en justeret indtjening per aktie mod 2,58 dollar, mens der ifølge Bloomberg News var ventet et resultat per aktie på 2,51 dollar, men her ophører de opløftende meldinger også.

Forventningerne til den organiske vækst i 2024 er nemlig blevet skruet ned til 3-4 pct. fra 5-6 pct. mod ventet 4,9 pct. af analytikerne.

Nedjusteringen følger skuffelser i den organiske salgsvækst og omsætningen.

UPS BRAGER FREM

Aktien hos den amerikanske pakkekæmpe UPS brager frem oven på sit regnskab for tredje kvartal, der overrasker med stærke marginer og god indtjening.

Salgsforventningerne for hele 2024 dæmpes dog en smule til 91,1 mia. dollar fra omkring 93,0 mia. dollar, men det afholder ikke aktien fra at stige 8,1 pct. i det amerikanske formarked.

UPS rapporterer da også et justeret overskud per aktie på 1,76 dollar i tredje kvartal, og slår dermed analytikernes prognose på 1,63 dollar ifølge Bloomberg News.

BOEING-ANSATTE AFVISER LØNAFTALE

Maskinarbejdere hos den amerikanske flykoncern Boeing afviser torsdag et forslag til en ny lønaftale og forlænger dermed en igangværende strejke. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Strejken blandt tusindvis af ansatte i Seattle-området har varet i over en måned.

Onsdag stemte 64 pct. af de omkring 30.000 medlemmer af fagforeningen IAM, der repræsenterer de strejkende maskinarbejdere, nej til lønaftalen. Forslaget til lønaftalen omfattede en lønstigning på 35 pct. over en periode på fire år.

Talspersoner for fagforeningen siger, at de er klar til at genoptage forhandlingerne øjeblikkeligt.

Aktien dykker 3,5 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

14:45 USA/tendens: Tesla-optur giver udsigt til ugens første plus for amerikansk indeks
14:34 Færre amerikanske nytilmeldte ledige i sidste uge end ventet
14:33 Novos supersællert knyttes til mulig effekt mod Alzheimers sygdom i ny analyse
14:02 Europa/aktier: Fransk ISS-rival har optur efter år med vækst og OL-aftaler
13:17 Prisen på containerfragt falder for 14. uge i træk
12:19 Obligationer/middag: Let sivende rente i under byge af PMI-tal
12:12 Amerikansk pakkekæmpe går til vejrs oven på kvartalsregnskab
11:46 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper i handel præget af kursmål og konkurrentnyt
11:15 Tysk containerrederi opjusterer grundet bedre efterspørgsel end ventet
11:03 Vestas-rivals topchef efter milliardunderskud: Ser møllerne give overskud i fjerde kvartal
10:24 Europæisk aktivitetsindeks viser mindre tilbagegang som ventet i oktober
10:15 Svenske SEB falder efter større tilbagegang i renteindtjeningen end ventet
09:29 Torm får sænket anbefalingen til "hold" hos børshuset Kepler
09:28 Aktier/åbning: Småsur start - Bavarian i top og Torm i bunds
09:24 Aktier/åbning: Småsur start - Bavarian i top og Torm i bunds
09:03 Obligationer/åbning: Rentefald frem mod PMI-tal
08:56 ISS-rivalen Sodexo ser lidt lavere vækst i 2024/25 efter år med OL og VM i Rugby
08:32 DSV får sat kursmålet op af Carnegie efter regnskab
08:26 Skjern Bank løfter basisresultatet med 10,6 pct. efter bredt funderet vækst
08:22 Aktier/tendens: Udsigt til let positv åbning på ventet nyhedsstille dag