Plantronics fremviste stærkt Q3-regnskab
Den amerikanske GN Netcom konkurrent Plantronics kom sent tirsdag med regnskab for sit forskudte tredje kvartal, hvor både omsætningen og især en rekordindtjening var bedre end analytikernes forventninger. Plantronics kom også med forventninger for fjerde kvartal, som var på linje med analytikernes forventninger, idet man havde taget et lidt mere forsigtigt syn på de makroøkonomiske forhold. Aktiefokus deltog på selskabets telekonference, hvor der kom flere interessante betragtninger frem. Investorerne sendte aktien 0,83 pct. højere i eftermarkedet til 37,55 dollar.
Plantronics fremviste en omsætningsfremgang på omkring en procent til 183,2 mio. dollar i tredje kvartal sammenlignet med analytikernes forventninger på 182,2 mio. dollar. Omsætningen var understøttet af en stærk efterspørgsel i Kontor & Kontaktcenter-produktgruppen. Der er hertil værd at bemærke, at Unified Communication salgsaktiviteterne viste en markant fremgang på hele 87 pct. til rekordniveauet 25,2 mio. dollar i kvartalet sammenlignet med 13,5 mio. dollar i samme periode sidste år. Derudover opvejede et stærkt salg i Europa, Afrika og Mellemøsten rent faktisk et fald på det amerikanske marked, hvor især salget af mobil headsets faldt tilbage med hele 17 pct. til 43,2 mio. dollar.
Driftsindtjeningen steg til et rekordniveau på 37,4 mio. dollar i tredje kvartal, hvilket gav en indtjeningsmarginal på 20,4 pct. Resultatet kom ind på 30,9 mio. dollar efter skat eller 71 cent pr. aktie i tredje kvartal. Eksklusiv ekstraordinære omkostninger så landede indtjeningen på 75 cent pr. aktie, hvilket var betydeligt bedre end analytikernes forventninger om en indtjening på 68 cent pr. aktie.
- En stærk vækst i Europa, Mellemøsten, Afrika og i Asien kombineret med en højere omsætning indenfor Unified Communications førte an til en stærk regnskabsperiode på årsbasis indenfor vores kerneområde i Kontor & Kontaktcenter-produktgruppen. Vi opnåede en rekord driftsindtjening i tredje kvartal og vi er fortsat optimistiske for vores vækstmuligheder og indførelsen af Unified Communications, udtalte den adm. direktør Ken Kannappan i regnskabsmeddelelsen.
Plantronics oplyste, at indførelsen af Unified Communications vil fortsætte og at man ser en stor appetit inden for alle typer og alle størrelser af virksomheder og inden for alle geografiske områder. Plantronics vurderede endvidere på telekonferencen, at salget af Unified Communications kan modsætte sig udviklingen i det makroøkonomiske miljø, som har medført et mindre pres på den traditionelle Kontor & Kontaktcenter-produktgruppe. Plantronics har øget sit globale salgsteam inden for Unified Communications for bedre at kunne modstå forretningsområdets succes.
I fjerde kvartal ventes EPS-indtjeningen at lande på 63-68 cent pr. aktie, hvor analytikernes forventninger lød på 67 cent pr. aktie. Omsætningen ventes at komme ind på 175-180 mio. dollar i fjerde kvartal, hvor analytikerne havde ventet en omsætning på 177,1 mio.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›