Sydbank afskriver trecifret millionbeløb
Sydbank foretager yderligere nedskrivninger i 2012 på 300-350 mio. kr. for private kunder. Årsresultatet forventes nu realiseret i niveauet 600 mio. kr. før skat. Aktierne i Sydbank falder 1,4 pct. tilbage til 102,60 kr. på nyheden.
Med virkning fra andet kvartal 2012 indførte Finanstilsynet nye og skærpede nedskrivningsregler for pengeinstitutterne. Som følge heraf foretog Sydbank i første halvår 2012 betydelige ekstraordinære nedskrivninger på bankens erhvervsengagementer. Der blev desuden reserveret 250 mio. kr. i det individuelle solvensbehov til dækning af kreditrisici på privatkundeengagementer.
Baggrunden for solvensreservationen var de særlige risici, der i en situation med betydelige rentestigninger er knyttet til private kunder, der har finansieret deres faste ejendom med lån med variabel rente, ikke mindst såfremt kunderne tillige har valgt afdragsfrie lån.
Banken har efterfølgende foretaget en gennemgang af privatudlånsporteføljen knyttet til disse kunder. For en del af kunderne kan det konstateres, at den aktuelle privatøkonomiske situation vil blive meget anstrengt, såfremt budgetterne belastes med ydelser knyttet til fastforrentede lån med afdrag, hvis lånene optages efter en indtruffet rentestigning. Det kan endvidere konstateres, at en del af disse kunder ikke i den aktuelle situation på ejendomsmarkedet kan afhænde deres ejendom uden tab.
De netop gennemførte rentefastsættelser på lån med variabel rente har generelt betydet et yderligere fald i den rente, der skal betales på variabelt forrentede boliglån. Ydelsesbetalingen til kundernes boliglån vil derfor ikke i 2013 medføre en forøget belastning af privatøkonomien.
De økonomiske udsigter for 2013 vurderes ikke at danne grundlag for en rentestigning, der i væsentlig grad vil påvirke boligejernes rådighedsbeløb.
Der kan dog ikke udelukkes, at rentestigningerne kommer hurtigere, end det forventes lige nu. De seneste års fald i ejendomspriserne har herudover betydet, at mange boligejere i dag er teknisk insolvente.
På den baggrund har banken valgt at foretage yderligere nedskrivninger i niveauet 300-350 mio. kr. på udlån til private. Sydbank har tidligere meldt ud, at der for 2012 forventes nedskrivninger i niveauet 1,4 mia. kr. I lyset af ovenstående beslutning om at konvertere den foretagne solvensreservation til nedskrivninger forventes nu nedskrivninger i niveauet 1.75 mia. kr. for 2012.
Beslutningen ændrer ikke bankens overordnede risikobillede, idet det opgjorte individuelle solvensbehov vil falde tilsvarende.
De forøgede nedskrivninger, der belaster bankens perioderegnskab for 4. kvartal 2012, medfører, at der for 2012 forventes et resultat før skat i niveauet 600 mio. kr., forudsat at der ikke i årets sidste dage indtræffer begivenheder, der markant ændrer bankens beholdningsresultat. For årets første 9 måneder udgjorde resultatet før skat 574 mio. kr. I 2011 udgjorde resultatet før skat 301 mio. kr. Sydbanks årsrapport for 2012 offentliggøres den 20. februar 2013.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›