EU/aktier: Solide stigninger efter PMI-erhvervstillid
De europæiske aktiemarkeder ligger mandag eftermiddag med solide stigninger efter opløftende PMI-erhvervstillidsbarometre fra Kina, Tyskland og Storbritannien, hvilket blandt andet er med til at løfte aktierne i mineselskaberne. Teleselskaberne ligger også med markant fremgang efter Vodafone har bekræftet, at selskabet er i forhandlinger om et frasalg af andelen i Verizon Wireless for 130 mia. dollar.
Dax-indekset løftes 1,9 pct. til 8257 og Ftse-indekset stiger 1,8 pct. til 6528. Det franske Cac-indeks ligger 1,9 pct. højere i 4010.
Vodafone stiger 4,0 pct. til 214,50 pence efter den britiske mobiltelefongigant bekræfter, at selskabet er i fremskredne forhandlinger om at frasælge sin andel i Verizon Wireless til det amerikanske teleselskab Verizon Communications. Prisen er i omegnen af ekstreme 130 mia. dollar for andelen på 45 pct. i det amerikanske joint venture selskab. Det løfter hele telesektoren i Europa, hvor BT stiger 4,4 pct. til 339,60 pence og Telecom Italia ligger med en fremgang på 5,0 pct. i 56 eurocent.
Minegiganten Rio Tinto stiger 4,8 pct. til 3.051,50 pence og Anglo American løftes 4,0 pct. til 1537 pence. Aktierne i de London-noterede mineselskaber ligger mandag eftermiddag med solide stigninger efter en bedre end ventet PMI-erhvervstillidsindikator fra Kina, hvilket har understøttet prisen på industrimetallerne. Det officielle kinesiske fremstillingsindeks (PMI) for august steg til 51,0 fra 50,3 i juli, og signalerede dermed en marginal forbedring for fremstillingssektoren. Analytikerne havde kun ventet en fremgang til 50,6 for det officielle PMI.
Metro, som er blandt de største detailvarekæder i Europa, stiger 2,9 pct. til 28,59 euro efter den tyrkiske avis Milliyet søndag har skrevet, at den tyske detailgigant er tæt på at sælge 12 Real-butikker til Ankara-baserede Begendik. Det skriver Bloomberg News, der pointerer, at Begendik har 41 butikker med et årligt sal g på 200 mio. dollar.
Volkswagen stiger 2,2 pct. til 171,95 euro efter den tyske bilgigant måske midlertidigt vil sætte økonomidirektør Hans Dieter Peotsch i chefstolen i en ledelsesrokade, der sætter den nuværende koncernchef Martin Winterkorn på bestyrelsesformandsposten. Det skriver den tyske avis Handelsblatt uden at citere nogen ifølge Bloomberg News.
Generelt er aktierne i de tyske luksusbilproducenter understøttet af morgenens kinesiske PMI-erhvervstillid, der viste en større end ventet fremgang i juli. BMW stiger 1,9 pct. til 72,66 euro og Daimler, der blandt andet producerer Mercedes-Benz, ligger med en fremgang på 2,3 pct. i 53,13 euro.
Alstom stiger 1,8 pct. til 27,10 euro. Den franske industrigigant kan være på vej med en omkostningsreduktionsplan, som skal præsenteres for bestyrelsen. Det skriver JDD ifølge Bloomberg News. Det nævnes at storaktionær børsnoterede Bouygues er ved at være utålmodig med Alstom udvikling.
De europæiske bankaktier ligger også med markant fremgang. Franske Societe Generale stiger 4,1 pct. til 34,46 euro og schweiziske UBS løftes 3,1 pct. til 18,57 sfr.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›