SHB: APM, Novo og DSV topbud for maj

Udgivet den 01-05-2012  |  kl. 07:10  |  

Handelsbanken giver i et månedligt notat sit bud på hvilke aktier, der har det største og mindste potentiale i en periode på op til tre måneder.

"Flyverne" -de aktier med det største potentiale - er i maj selskaber i den tunge ende af det danske aktiemarked og alle tre C20-aktier:

A.P Møller-Mærsk:

Handelsbanken vurderer, at de høje oliepriser, der har præget første kvartal 2012 kommer til at gavne indtjeningen i olie- og gasdivisionen. Samtidig giver de gennemførte ratestigninger tidligere på året en øget mulighed for kommende opjusteringer i containerdivisionen. Selvom aktien er steget pænt i den seneste tid, mener banken, at ratestigningerne, der implementeres i maj, giver øget mulighed for gevinst.

DSV:

Selvom det ikke kan retfærdiggøres, at selskabet handler med en rabat på 30 pct. i forhold til sin nærmeste konkurrent, Kuhne + Nagel, gør DSVs fleksible forretningsmodel, at de hurtigt kan tilpasse sig store ændringer i efterspørglsen. Samtidig er det ikke DSV, der for alvor bliver ramt på indtjeningen, når overkapacitet presser markedet. Det er derimod vognmændene, der kommer til at betale regningen, vurderer Handelsbanken.

Novo Nordisk:

Aktien er faldet den seneste måned, og Handelsbanken venter, at aktien igen vil finde tilbage til de rekordniveauer, vi så tidligere på året. Det skuffende Victoza-salg fra første kvartal ventes samtidig ikke at gentage sig. Handelsbanken vurderer, at det er en af de bedste aktier målt på relativ værdisættelse.

I den modsatte ende er dykkerne:

Bang & Olufsen:

Handelsbanken vurderer, at B&Os kerneforretning er under et massivt pres. Samtidig finder banken det sandsynligt, at B&O får svært ved at leve om til egne forventninger for 2012. De opererer i et svært marked, hvor forbrugerne er tilbageholdende med at købe varige forbrugsgoder.

H+H International:

Selskabet mangler ifølge banken nogle kurstriggere på den korte bane. Den hårde priskonkurrence presser indtjeningen i en tid med lav byggeaktivitet, der medfører lavere efterspørgsel på byggematerialer.

Rockwool:

Rockwool lider også under den lave byggeaktivitet. Den hårde konkurrence gør, at selskabet ikke kan påføre eventuelle råvarestigninger til kunderne, samtidig med at en stor eksponering i Europa hæver indtjeningsrisikoen.

Martin Mogensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk